Ny kvælstofmodel skaber usikkerhed og kaos
Formand Helle Reedtz-Thott advarer mod politikernes model for kvælstofregulering. Den er uforudsigelig og truer både økonomi og tillid, lyder advarslen.
Kvælstofreguleringen er et af de helt store emner hos Sektionen for Større Jordbrug. Det stod også lysende klart, da formand for sektionen, Helle Reedtz-Thott, gjorde status i sin beretning på årsmødet for sektionen.
Helle Reedtz-Thott understreger, at politikernes aftale ikke kun handler om strammere rammer, men om et markant skifte i selve tilgangen til reguleringen:
- Implementeringen af den nye kvælstofreguleringsmodel markerer ikke blot en justering af eksisterende rammer, men markerer et brud med den tilgang, som hele den grønne trepart blev bygget på, siger hun og peger på, at en model uden solidt fagligt grundlag kan få ekstreme økonomiske konsekvenser for landmænd og lodsejere i Danmark:
- At en ny, restriktiv reguleringsmodel kan vedtages, før vi overhovedet har et opdateret udvaskningsgrundlag eller entydige data, er ikke bare problematisk. Det er et brud på den faglige ansvarlighed, vi som lodsejere bliver målt og vejet på hver eneste dag, sagde Helle Reedtz-Thott til årsmødet.
Og situationen bliver kun mere problematisk af, at politikerne har besluttet, at de nye regler i praksis rammer lodsejerne her og nu:
- At bedrifter allerede i efteråret 2026 skal begynde at dyrke efter regler, der først gælder fra 2027 er fuldstændig uacceptabelt. Det skaber ikke omstilling. Det skaber kaos. At politikerne vedtager kompliceret lovgivning over hals og hoved og uden data på plads, er ærlig talt chokerende, sagde Helle Reedtz-Thott.
Sektionen for Større Jordbrug slår samtidig fast, at man vil være en konstruktiv del af løsningen – men kun hvis rammerne er realistiske.
- Vi vil bidrage til miljøforbedringer, og vi insisterer på, at bidragene skal ske på et fagligt solidt grundlag. Vi ønsker ikke særhensyn. Vi ønsker rimelige vilkår, lød det fra formanden.