Prikken

Nyhed, 11.februar 2026

Kør ikke gylle på frossen jord

Sne og frostvejr har bidt sig fast. Husk gylle på frossen jord er ulovligt.

Hvis vejrudsigten forudser vinterligt vejr med udsigt til minusgrader, skal du vente med at køre gylle, til vejret er varmere.

Erhvervet har de seneste år oplevet tilfælde, hvor der er kørt gylle ud på frossen jord. Vigtigst af alt, så er det ulovligt.

Det skader miljøet. Gyllen kan ikke trænge ned i jorden og kan i stedet løbe ud i vandløb og fjorde. 

Det gavner heller ikke planterne.

- Jeg har for nyligt læst, at DM&E med et glimt i øjet foreslog landmænd og maskinstationerne en ekstra uge på ski i stedet for gyllekørsel, inden jorden er tjenlig, og jeg kunne ikke være mere enig, lyder opfordringen fra Peter Nyegaard Nissen, sektordirektør for Landbrug & Fødevarer Sektor for Planter. 

•    Flere foreninger er ude med samme opfordring – læs eksempelvis med hos DR her og hos TV MidtVest her.

Højere bødestraffe i 2027 
Fra 1. januar 2027 forventes der at træde et forslag til ny gødskningslov i kraft. Her ønsker Ministeriet for Grøn Trepart, at bødeniveauet for lovovertrædelser som udgangspunkt bør være på 50.000 kr.