Det er uanstændigt at forlange, vi laver markplaner i blinde

Det er godt et par måneder siden, der blev præsenteret en politisk aftale om en ny kvælstofreguleringsmodel. Ingen læsere af LandbrugsAvisen – eller for den sags skyld andre medier – kan være i tvivl om, hvad vi synes. Men lad mig gentage, at det, politikerne fandt frem til, er en model, der rammer landbruget, fødevaresektoren og virksomhederne hårdt – unødigt hårdt.

Det er dybt bekymrende. Ikke mindst set i lyset af, at det er nu, i de kommende måneder, der for alvor skal rykkes på indsatserne i de lokale grønne treparter. Med den nye, unødigt stramme kvælstofmodel, bliver vi som landmænd pludseligt meget forsigtige i forhold til at omlægge jord. For måske skal vi bruge den, for i det hele taget at må producere på vores andre arealer.

Trepartsministeren kaldte på årets Plantekongres kvælstofaftalen et sikkerhedsnet under den grønne trepart. De fleste landmænd ser den nok snarere som en spændetrøje. Den slags har det med at begrænse ens handlekraft. Det var da også derfor, jeg havde det, nogle nok vil kalde en meningsudveksling med ministeren under debatten på kongressen.

Som om det ikke er slemt nok, så må vi konstatere, at der fortsat er mange hængepartier i de nye regler.

Når vi lige nu sidder og lægger markplaner for det kommende år, så mangler der helt centrale brikker. Jeg har netop i denne uge siddet i timevis med min egen planteavlskonsulent og må konstatere, at vi handler i blinde.

Der udestår beregninger for de enkelte afgrøder i forhold til udledning af kvælstof. NUAR-modellerne er simpelthen ikke ajourført med korrekte tal. Vi mangler også satser for den kompensation for de nye regler, der er aftalt i den grønne trepartsaftale. Det er jo helt utilstedeligt, at en så afgørende del af den nye regulering stadig mangler. Jeg ved ikke, hvordan man forestiller sig, at vi skal lave en kvalificeret markplan på den baggrund.

Verdensfjern tilgang til landmandskabet

Argumentet om, at reglerne først træder i kraft fra 2027, vidner om en verdensfjern tilgang til det praktiske landmandskab. Det har alle dage været svært at drive landbrug efter en kalender. I hvert fald på vores breddegrader.

Der er noget næsten symbolsk i, at man sætter 1. januar 2027 som skæringsdag. Det er kun i juraen og i styrelsernes kontorer i København, at den dag giver nogen som helst mening. I enhver praktisk sammenhæng så træder reglerne i kraft i 2026. For her sår vi mange afgrøder til næste års høst.

Det skaber selvfølgelig en enorm usikkerhed. Vi skal træffe helt centrale beslutninger på fornemmelser. Fordi politikerne, med en variant af et gammelt socialdemokratisk slagord, ’kræver deres ret, men ikke gør deres pligt’.

Det tangerer det uanstændige.

Et andet godt, eller rettere dårligt eksempel på den ligegyldighed med vores vilkår, er, at man nu melder ud om nye krav til målrettede efterafgrøder. En ting er selve kravene. En anden er kommunikationen fra SGAV, der slet ikke forklarer, hvorfor der er sket så store ændringer.

Den slags sager, den ene efter den anden, gør det svært at drive landbrug i praksis. Og det gør det svært for alle os, der gerne vil bidrage til, at den grønne trepartsaftale bliver en succes. Det er et stort tillidsbrud.

Vores hånd på kogepladen

Politikerne glemmer, at det er landmændene, der har hånden på kogepladen. Der er os, der skal levere til den store arealomlægning, som vi har aftalt med hinanden er den drivende motor til at nå fælles mål inden for miljø og klima, og som samtidig bevarer en stærk landbrugsproduktion. Det er os, der skal afgive jord, som vi gerne havde drevet videre, til fællesskabet. Jord som måske har været i familiens eje i generationer. Jord, som vi ikke bare har penge, men også masser af følelser investeret i.

Derfor må vi også forvente, at der er klare, kendte og gennemskuelige vilkår. Dem skal vi kende i ordentlig tid, ikke fem minutter før – eller efterhånden ligefrem fem minutter efter - markplanen skal være klar.

Man kan ikke forvente, at vi byder vores jord ind og tager ansvar, hvis politikerne ikke engang kan sige klart, hvad mulighederne, vilkårene og konsekvenserne er, når vi skal planlægge næste år i marken.

Den oprindelige grønne trepartsaftale er den rette vej frem for natur-, miljø-, og klimahensyn. Og samtidig fastholder vi et stort, stærkt og udviklingsorienteret landbrug. Den oprindelige trepartsaftale står vi naturligvis fortsat bag.

Men det bør stå klart for alle, at de nye politiske aftaler skal være i sync med den aftale. Eller får ingen det, de drømmer om. Hverken forligskredsen. Aftalepartnere fra den oprindelige aftale i grøn trepart. Eller danske landmænd, der skal kunne drive ordentligt landbrug både i 2026 og kunne give et stærkt landbrug videre til kommende generationer.

Vi har brug for klare rammer i god tid – og det har vi mildest talt ikke fået, som man kan se ud af markplans-kaosset herover. Det gør det meget svært at nå de meget stramme deadlines, som vi hele vejen gennem processen har fundet voldsomt ambitiøse på den svære måde. Men som kun er blevet langt vanskeligere af, at politiske beslutninger har taget flere år, samtidig med at de politiske beslutninger, når de så endelig kom, har strammet skruen endnu mere i uholdbar grad.

Vurderet ud fra debatindlæg og budskaber, der flyder ind fra vores foreninger, står jeg bestemt ikke alene med den opfattelse. Den oprindelige vision om, at arealomlægning er hovedmotoren, er på vej til at gå i stå. Og det er noget, vi har haft med i de mange drøftelser, vi løbende har med relevante politikere og parter.

Det gør vi ikke for at miste gejsten og viljen. Men for vores fælles ambitioners skyld. For naturens skyld. For forsyningssikkerhedens skyld. For et stærkt dansk landbrugs skyld.