Foto: Niels Hougaard/L&F

Nyhed, 18.februar 2026

Ulvefornuften kommer til Danmark

Af Anders Kjær, viceformand, Landbrug & Fødevarer

Ulvens tilbagevenden til Jylland i 2012 har ført til store frustrationer hos særligt fåreavlere.

De har – med rette – følt sig overhørt. Den politiske vilje til at sikre deres interesser har været svær at få øje på.

Samtidigt kunne de læse, at den svenske regering ville halvere ulvebestanden ud fra en betragtning om at rovdyrspolitikken skal tage hensyn til alle de mennesker, der bor og arbejder i ulvens nærhed, og at ulvestammen skal være både økologisk og socialt bæredygtig.

Der er grund til at glæde sig over, at vi nu også i Danmark er på vej med initiativer ad det spor. Og det er endda sket, før ulven er vandret over de i stadig grad mere tilfrosne bælter og dermed ændret folkestemningen på stenbroerne.

Tidligere på året meldte trepartsministeren ud, at det skal være lettere og hurtigere at få tilladelse til at skyde en ulv, der har været tæt på husdyr eller har gjort skade. Han lancerede det sunde princip, at danskernes tryghed kommer før ulven.

Ministeren har også taget initiativ til en minitrepart for ulv, som jeg selv har siddet med i.

Udkommet af den er blandt andet en ny tilskudsordning til ulvesikrede hegn. Det har ført til en markant stigning i efterspørgslen, og der er givet tilsagn om støtte til omkring 537 kilometer nye hegn i Jylland.

Der er samtidig sikret, at tilskudssatserne nu i højere grad afspejler de faktiske omkostninger, og udbetalingen sker hurtigere end tidligere.

Der er grund til at kvittere for tilgangen i minitreparten. Der har været en forståelse for de konkrete udfordringer, som dyreholderne oplever. Det lover godt for det videre arbejde.

Jeg er samtidigt glad for, at trepartsministeren så klart har markeret, at der skal være balance i tingene. Vi skal respektere, at ulven er tilbage i Danmark. Men det skal ikke være på bekostning af landmændenes levebrød og borgernes tryghed.