Djævlen i forklædning

Hun vil bare være griseproducent, alligevel kaldes hun i en Facebooktråd for “djævlen i forklædning”. På samme platform drømmer han om 1.500 søer, åbne stalde og dialog – men bliver i kommentarsporet kaldt en vaneforbryder, som burde sendes i fængsel. 

I sidste uge stillede to unge mennesker sig frem og fortalte om deres mod på og lyst til et arbejdsliv i landbruget. Med ambitioner om at gøre det godt og levere fødevarer til danskerne og eksportindtjening til samfund. De blev mødt med en debat, hvor anklagerne står i kø, og dokumentationen halter. Er det sådan en samtale, vi har brug for? 

Landbruget har prøvet det før. Først var det naturplejerne på Mols. Så var det griseproducenterne. Indimellem får vi også at vide, at ingen længere vil bo på landet, fordi landmændene spreder gylle ud over det hele – uden at skæve til, hvad udhulingen af landdistrikterne og tabet af arbejdspladser i virkeligheden skyldes. 
Langsomt er vi gledet over i en fortælling, hvor landbruget gøres til syndebuk for alt, næsten uanset hvad der diskuteres.  

Det er i øvrigt et træk i tiden, som rækker ud over landbruget: I andre sager – også i nyere dokumentariske fortællinger om magt og køn for eksempel – bliver fortællingen let til dom, og den anklagede står i praksis uden andet forsvar end at lægge sig fladt ned – ofte med levebrødet og eftermælet som indsats. 

På sociale medier går det stærkest. I de seneste dage er det de unge i svineproduktionen, som skal hænges ud; kommentarsporene tager frejdigt glidebanen fra en oprindelig kritik og finder fodfæste i arrige personangreb, krav om at lukke hele erhvervet og moralske domme, der reducerer mennesker til symboler. 

Holdningstilkendegivelse er blevet en sport. Her kan alle være med, og grænsen mellem lægmand og amatør er udvisket. I denne arena dannes heltebillederne omkring dem som bærer mest brænde til bålet, imens det der brændes ned, bekvemt placeres i den blinde vinkel.  

Denne nye virkelighed går igen alle vegne, hvor ekkokamre befolket af indignerede tastaturkrigere, primært bidrager med at reducere problemstillinger til let identificerbare og følelsesbetingede medhold. Og pseudodebatten sejrer ad helvedes til. Mest problematisk bliver det imidlertid, når denne sport frister forfængelige politikere til at fiske efter likes og stemmer i et put and take scenarie, hvor fangsten er givet på forhånd. 

Vi kan – og skal – diskutere dyrevelfærd, klima og landbrugspraksis. 
Men forskellen på saglig kritik og kollektiv hetz er ikke hårfin. Den er knivskarp. 
Når et helt erhverv gøres til symbol på det onde selv, forsvinder nuancerne – og vi skræmmer de unge landmænd væk, som netop er dem der har modet til at vise faget frem på TikTok og med stolthed drive det videre. Som den unge kvinde. Og som den unge mand. 

De sociale mediers indignationsøkonomi og algoritmer belønner det mest polariserende indhold – det, der føles sandt, er sandt. Når virkeligheden koges ned til 30 sekunders klip eller et vredt meme, bliver den lange, træge faglighed et dårligt salg. Jagten på endnu et lille skud dopamin i hjernens belønningscenter skubber tonen længere og længere væk fra den nuancerede debat; hver gang nogen formulerer sig hårdere end den forrige, belønnes det – og spiralen kører. Den knappe opmærksomhed flytter os væk fra verificerbare forhold og direkte over i performativt raseri. Og netop dér overskrides grænsen fra kritik til udskamning – og videre til deling af private oplysninger, koordineret chikane og trusler. Og her må vi som samfund trække stregen. 

Hvad det koster – og hvem der betaler 

Skaden rækker ud over enkeltpersoner. Når vi skaber et klima, hvor den, der viser sin praksis frem, risikerer at blive skydeskive, mister vi åbenhed, læring og rekruttering. Vi taber unge, som ellers ville tage ansvar for dyrevelfærd, fødevareforsyning og den grønne omstilling i praksis – og i fremtiden. 
Vi risikerer også, at offentlig kontrol og reelle forbedringer erstattes af symbolske synsninger, hvor alt handler om at udpege den skyldige, imens man trækker sit næste politiske stik hjem. 

Derfor er opfordringen enkel – og principiel. Hvis vi ikke sætter grænsen nu – og sætter den tydeligt – mister vi ikke bare anstændigheden. 
Vi mister også de mennesker, der skal løfte de opgaver, Danmark står overfor: mere natur, højere biodiversitet, en robust fødevareforsyning og et landbrug i omstilling.