Beredskab til landmænd
Som landmand står man dagligt over for mange udfordringer – de fleste er velkendte. Find her beredskaber til en tryg produktion – også når noget uventet sker.
Som landmand står man dagligt over for mange udfordringer – de fleste er velkendte og til at håndtere. Anderledes forholder det sig, når uvedkommende trænger ind på ejendommen eller produktionen. For selvom Danmark er et lille land, er det umuligt at have fuldt overblik over alle hektarer i en stor bedrift med fritgående dyr.
Men hvad gør man, hvis fremmede pludselig befinder sig på gården – eller hvis man anklages for vanrøgt, og optagelser af dyrene deles på sociale medier?
Her følger vores anbefalinger til, hvordan du som landmand kan håndtere situationen roligt og uden at eskalere konflikten.
Bevar roen og undgå konfrontationen
- Sørg for at have styr på din bedrift og følge myndighedernes retningslinjer.
- Prioritér sikkerheden for dig selv og dine medarbejdere.
- Hold afstand til uvedkommende, og undgå enhver form for diskussion.
- Dokumentér situationen ved at tage billeder – fx af personer og nummerplader.
Kend dine rettigheder
Privat ejendom:
- Din gård, dine marker og bygninger udgør privat ejendom. Uvedkommende har ikke ret til at opholde sig dér uden dit samtykke. Hvis din ejendom omfatter skovarealer, gælder der dog særlige undtagelser i naturbeskyttelsesloven. Offentligheden har ret til at færdes i skov og på udyrkede arealer, medmindre der foreligger en særlig grund, og det tydeligt fremgår af skiltning.
Offentlig vej:
- Folk må opholde sig på offentlige veje og stier.
Optagelser:
- Det er lovligt for andre at filme eller fotografere fra offentlig vej, men egentlig overvågning er ikke tilladt. På privat ejendom kræver både optagelser og fotografering dit samtykke. Ved opsamlingsplads eller gyllebeholder er det ved indhegning formentlig ikke tilladt, at flyve med droner over.
- Det er som udgangspunkt ulovligt at skaffe billeder eller videooptagelser ved ulovlig indtrængen på privat ejendom, jf. straffelovens § 264. Det er som udgangspunkt også ulovligt for en tredjepart, f.eks. en tv-station, at anvende disse optagelser, jf. straffelovens § 264 c.
- I særlige tilfælde kan det dog undtagelsesvist være lovligt for medier at bruge optagelserne, hvis de dokumenterer alvorlige dyrevelfærdsovertrædelser og har væsentlig samfundsinteresse. Det beror på en konkret vurdering og kræver, at overtrædelserne er grove og ikke i forvejen kendt af offentligheden.
Dyr:
- Myndigheder har ret til at tilse dyr, men private borgere har ikke ret til at foretage kontrolbesøg.
- Droneflyvning af andre end myndigheder over dyr eller dyreflokke i indhegning må ikke finde sted uden dit samtykke. Det samme gælder for Natura 2000-områder, habitatområder samt indhegnede opsamlingspladser og gyllebeholdere.
- Det kræver ligeledes dit samtykke, hvis der flyves med drone over stuehuse og tilhørende gårdspladser, der er afgrænset af hegn, hæk, mur eller lignende.
- Selv ikke-afgrænsede områder kræver samtykke, hvis der flyves tættere på beboelse end 2,5 meter. Trafikstyrelsen er den relevante myndighed på området.
Sidst udvej
Det er politiet, der har ansvaret for at håndhæve loven og sanktionere husfredskrænkelse. Som landmand er din vigtigste opgave at beskytte dig selv, din familie og dine ansatte samt at sikre dine dyr og værdier bedst muligt.
Dokumentér hændelsen
- Brug telefonen til at tage billeder eller video af situationen – uden at indgå i konflikt.
- Notér tidspunkt, antal personer og deres handlinger.
- Gem materialet som dokumentation til politiet og eventuel juridisk brug.
Sociale medier – forberedelse og håndtering
- Vær forberedt på, at uvedkommende ofte filmer og deler optagelser på sociale medier.
- Overvej at have beredte budskaber klar, men tag altid udgangspunkt i den konkrete sag.
Eksempler på beredte budskaber
- Når der sker fejl, gør vi alt for at rette op. Vi er kede af enhver fejl, der måtte opstå.
- Vi har løbende kontrolbesøg fra myndighederne og følger deres anvisninger.
- Vi tager dyrevelfærd meget alvorligt. Dyrene på vores bedrift passes af uddannet personale, og vi arbejder målrettet for, at de trives – både for deres egen skyld og for at kunne levere gode fødevarer.
- Det er uacceptabelt, at personer ulovligt trænger ind på privat ejendom – det er et brud på loven.
- Vi er altid åbne for dialog med myndigheder, forbrugere og organisationer – på lovlig og respektfuld vis.
- Har nogen spørgsmål til vores drift, tager vi dem gerne – men det skal ske i en ordentlig tone.
- Vi producerer fødevarer til danske forbrugere, og det kræver trygge rammer, hvor reglerne respekteres.
- Fødevaresikkerhed og dyrevelfærd går hånd i hånd i vores produktion.
Kontakt eventuelt pressevagten i L&F, inden du udtaler dig offentligt. Og undgå at reagere i affekt på sociale medier – lad saglige og faktuelle budskaber stå stærkt.
Kontakt de rette
- Politi: Ring 114 (eller 112 ved akut fare), og anmeld indtrængen.
- Oplys: Adresse, antal personer, hvad de foretager sig, og om der er dyr involveret.
- Landboforening/L&F: Informér din lokale rådgivningsforening, så du kan få hjælp og støtte, eller kontakt L&F via:
- Medarbejdere: Sørg for, at alle ved, hvem der skal kontaktes, og hvornår det skal ske.
Efter hændelsen
- Følg op med politiet, og sørg for, at anmeldelsen er registreret.
- Gennemgå hændelsen med medarbejdere, så alle er bedre forberedt næste gang.
- Meld hændelsen til din lokale landboforening eller L&F, så erfaringer kan deles, og støtte koordineres.
Forebyggelse
- Følg reglerne, og hav styr på lovgivningen – det er den bedste måde at undgå konflikter på.
- Sørg for tydelig skiltning med fx: "Privat ejendom – adgang forbudt."
- Overvej overvågning i følsomme områder (husk lovpligtig skiltning).
- Udarbejd en intern handlingsplan, så alle på bedriften kender proceduren ved indtrængen.