
Foto: Mikhail Nilov, pexels.com
Publikation, 08.januar 2025
Æg er populære i madkulturen
I samarbejde med Danske Æg sætter Landbrug & Fødevarer i denne analyse fokus på danskernes køb og brug af æg.
Analysen om køb og brug af æg er baseret på en befolkningsundersøgelse gennemført af Norstat for Landbrug & Fødevarer i november 2024 blandt 1.205 repræsentativt udvalgte danskere. Undervejs i analysen sammenlignes med tidligere analyser om brug af æg, der ligeledes er gennemført af Norstat for Landbrug & Fødevarer i 2022 og 2023.
Undersøgelsen viser at:
- Danskerne i gennemsnit spiser 4,1 æg om ugen. Ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv mener danskerne dog, at det i gennemsnit er passende at spise 5,2 æg om ugen. Dette peger på et potentiale for at øge forbruget af æg blandt danskerne.
- Æg spises til alle måltider, hvilket understreger ægs alsidighed. De mest populære retter med æg er spejlæg, blødkogt, hårdkogt, røræg, omelet samt æg sammen med rugbrød. Når forbrugerne spiser æg til morgenmad og brunch, er det typisk i weekenden. Æg frokost sker både på hverdage og i weekenden, mens æg til aftensmad oftere sker på hverdage
- Æg forbindes ofte med sundhed, hvilket i danskernes øjne især skyldes et højt proteinindhold, og at æg giver en god mæthedsfornemmelse. Det er særligt kvinder, der forbinder æg med sundhed.
- Ni ud af ti danskere er helt eller overvejende enige i, at æg er alsidige og en god kilde til protein. 88 pct. er enige i, at æg er nemme og hurtige at tilberede. 74 pct. er samtidig enige i, at æg er en god måde at blive mæt på ved kødfrie dage, mens 50 pct. er enige i, at æg kan erstatte kødet i måltider.
- Det er knap halvdelen af deltagerne, der er helt eller overvejende enige i, at æg er en fødevare med lavt klimaaftryk. Dog svarer 41 pct. ’ved ikke’ til dette spørgsmål, hvilket kan tyde på, at mange danskerne mangler information om ægs klimaaftryk.
- Når forbrugerne køber æg, kigger de primært efter pris og dyrevelfærd. Må man kun vælge ét kriterium på listen, er det 35 pct., der mener, at prisen har størst betydning for valget af æg. For 18 pct. er det dyrevelfærd, der er det vigtigste, mens økologi er det vigtigste for 16 pct. af danskerne, og danskproduceret er vigtigt for 10 pct. Vi ser her markante forskelle på yngre og ældre deltagere. 18-29-årige prioriterer oftere pris, mens 50+ oftere prioritere dansk og økologi.
- 32 pct. køber typisk økologiske æg, mens 28 pct. plejer at lægge skrabeæg i kurven. 14 pct. køber typisk æg fra friland.
- Hver tiende har danskproduceret på førstepladsen over dét, de kigger efter, når de køber æg. En del flere tænker dog over dette i indkøbssituationen. 64 pct. af danskerne finder det vigtigt eller meget vigtigt, at de æg, de køber, er danske, og 56 pct. kigger ofte eller altid efter, om æggene er danskproducerede, når de køber æg.