Publikation, 26.november 2021

Danskernes favoritter til aftensmad

Selvom den danske madkultur påvirkes af mange strømninger i tiden og inspiration fra fremmede himmelstrøg, er den dog også samtidig forholdsvis konservativ.

Den er i høj grad præget af velkendte retter, og der ses ikke den store variation over tid. Denne analyse kigger nærmere på, hvad danskerne fik til aftensmad dagen før. De 15 mest populære retter til aftensmad har en bred appel, men der er også nogle interessante forskelle på, hvem der især har haft de forskellige retter på middagsbordet.

De vigtigste indsigter er:

  • Det, som flest danskere svarer, har stået på bordet til aftensmad dagen før, er salat uden kød og hakket/snittet grønt. På de efterfølgende pladser på listen over de mest populære retter blandt danskerne finder vi kylling, rugbrød/sandwich med pålæg og pizza. Den resterende del af Top-15 indeholder retter såsom kødsovs, burger, steg, pølser og bøf.
  • Næsten halvdelen af danskerne beskriver deres seneste aftensmad som noget, der havde ’god smag’, imens omkring fire ud af ti danskere beskriver deres aftensmåltid dagen før som hjemmelavet, mættende og/eller nem/hurtig at tilberede. 
  • Spørger vi danskerne, hvilke typer fødevarer, der indgik i deres seneste aftensmad, er grøntsager og/eller kød noget, som mere end halvdelen af danskerne nævner. Blandt grøntsagerne var især løg, tomat og gulerødder en del af måltidet. For de, der fik kød eller fisk til aftensmad var det oftest grisekød, oksekød eller kylling, som de fik at spise. 
  • Et nærmere kig på danskernes 15 mest populære retter afslører, at særligt yngre danskere spiste grøntsager dagen før. Herudover lader de unge sig oftere inspirere af udenlandske kulturer, imens de ældre danskere spiser flere traditionelle danske retter.
  • Madtrendsætterne spiste oftere end andre vegetariske retter, wokretter og kylling. Disse retter er også populære blandt de yngste forbrugere, og dette kan tilsammen indikere, at disse retter kunne få en større plads i danskernes repertoire fremover. Madkulturen er dog forholdsvis konservativ og præget af traditioner. Ændringer forventes derfor at ske gradvist over tid.

Download hele analysen