Publikation, 23.august 2021
Forskellige veje for grønne proteiner
Madkulturen er i disse år under forandring, og spørger vi danskerne, forventer knap halvdelen at spise mere plantebaseret i fremtiden.
I denne analyse kigger vi nærmere på danskernes holdninger til grønne kilder til protein og tester potentialet for fem udvalgte proteinafgrøder, der alle kan dyrkes i Danmark.
De vigtigste indsigter er:
- Knap halvdelen af danskerne forventer, at de i fremtiden vil spise mere mad og drikke, der kommer fra planter. Dette indikerer, at der er en villighed til i fremtiden at inddrage flere grønne proteiner i kosten end tilfældet er i dag. Det er oftere kvinder, yngre danskere, børnefamilier samt flexitarer, der forventer i fremtiden at spise mere mad, der kommer fra planter.
- ‘God smag’ er det vigtigste kriterie ved valg af en grøn proteinkilde til aftensmaden. ‘Mættende’, ‘sundt’ og ‘god kvalitet’ rangerer ligeledes højt.
- I undersøgelsen præsenteres forbrugerne for fem grønne kilder til protein. Her ser vi, at ærter er mest populært, dernæst kikærter og linser. Hestebønner og lupinbønner vækker ikke i samme grad forbrugernes lyst til at købe og prøve, men de er heller ikke nær så kendt. Dette har formentlig haft indflydelse på oplevet appel, relevans og købsparathed. Forbrugerne foretrækker med andre ord allerede kendte proteinkilder som ærter, kikærter og linser.
- Stillet over for en række udfordringer ved plantebaseret mad, er syv ud af ti forbrugere overvejende enige eller helt enige i, at det kan være svært at vide, hvordan råvarerne er produceret, og hvor de kommer fra. Desuden fylder smagen igen meget, da en udfordring kan være, at det tit bliver de samme smage igen og igen, samt at det kan være svært at få det til at smage lige så godt, som den mad man plejer at spise.
- Vejen frem for grønne kilder til protein er at adressere de udfordringer, som forskellige forbrugergrupper nævner.