
Fra pexels.com, fotograf Ali Dashti
Publikation, 14.oktober 2025
Valgkriterier for hakket kød og plantefars
Landbrug & Fødevarer ser i en ny analyse nærmere på danskernes forbrug af hakket kød og plantefars og valgkriterier ved køb.
Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Landbrug & Fødevarer og er en gentagelse af samme undersøgelse i 2021, ligeledes gennemført af Epinion. Undervejs i analysen sammenlignes resultaterne i 2025 med resultaterne i 2021.
De vigtigste indsigter er:
- Der er en markant forskel på, hvor hyppigt folk anvender de fire produkter indenfor hakket kød og plantefars. Hakket oksekød bliver anvendt oftest, efterfuldt af hakket grisekød, hakket kyllingekød og til sidst plantefars. Andelen, der bruger hakket oksekød, er dog faldet med 7 procentpoint siden 2021. Samtidig er der i 2025 9 procentpoint flere end i 2021, der forventer at reducere deres forbrug af hakket oksekød i fremtiden.
- Hakket kyllingekød er blevet mere udbredt i aftensmaden, og flere spiser det nu ugentligt sammenlignet med 2021. Flere forventer samtidig, at de vil spise mere hakket kyllingekød i fremtiden. Til sammenligning ligger hakket grisekød ret stabilt, både i forbrug nu og i forventninger om fremtidigt forbrug.
- Pris er blevet en endnu vigtigere faktor i forbrugernes indkøb, og betydningen af pris er steget markant for alle fire typer siden 2021. Flere vurderer nu prisen som vigtig i høj eller meget høj grad, hvilket indikerer en stigende prisfølsomhed.
- Skal forbrugerne prioritere forskellige valgkriterier, er det tydeligt, at perioden fra 2021 til nu har været præget af inflation, der også på fødevareområdet har øget danske forbrugers prisfokus. Således er vigtigheden af valgkriterierne ’meget for pengene’ og ’på tilbud’ steget markant for alle fire produkttyper.
- Smag og friskhed er dog fortsat de vigtigste valgkriterier på tværs af de fire produktgrupper sammen med fravær af antibiotika/hormoner. Ligesom i 2021 er vakuumpakning, velkendt mærke og lavt saltindhold omvendt de mindst vigtige valgkriterier på tværs af alle produkttyper.
- Rangeringen af valgkriterier ligner i høj grad hinanden på tværs af de tre kødtyper, mens valgkriterier for plantefars adskiller sig fra kødprodukterne, ved at brugerne tillægger større betydning for fx økologi og lavt CO2-forbrug, samt tydelig deklaration af indhold. Omvendt betyder dansk produktion markant mere ved køb af de tre kødtyper.
- De vigtigste valgkriterier er generelt også hygiejnefaktorer ved køb af produkterne – dvs. noget, man forventer som minimum er til stede. Dette er fx friskhed og god smag. De kriterier, som motiverer kunderne til at købe de fire produkter, er typisk relateret til gode tilbud, dansk produktion, god dyrevelfærd og økologi.