Kontrol af dyrevelfærd i grisebesætninger
Det er landmandens ansvar, at kravene til dyrevelfærd i besætningen overholdes. Både når det gælder staldenes indretning og den daglige håndtering af dyrene.
Dyrlægens rolle
Besætningens praktiserende dyrlæge er en vigtig spiller i forhold til rådgivning og faglig sparring omkring dyrevelfærd. Det er lovgivningsmæssigt bestemt, at alle besætninger med over 300 søer eller 3000 slagtegrise skal have en obligatorisk sundhedsrådgivningsaftale med en praktiserende dyrlæge. Det betyder, at dyrlægen skal besøge den enkelte besætning mindst to gange om året.
Hvis landmanden vil have lov til at starte medicinsk behandling af dyrene efter dyrlægens anvisninger, skal dyrlægen på regelmæssige kontrolbesøg for at vurdere dyresundheden og succesen med behandlingen. Antallet af dyrelægebesøg afhænger af besætningens størrelse og type.
Mindst en gang årligt skal den praktiserende dyrlæge lave en generel vurdering af dyrevelfærden i den enkelte besætning. Hvis der identificeres områder, hvor der skal ske en forbedring af dyrevelfærden, skal dyrlægen udarbejde en specifik handlingsplan, som drøftes med landmanden. Derefter er landmanden ansvarlig for at iværksætte de nødvendige tiltag for at forbedre dyrevelfærden i besætningen.
Myndighedernes kontrol med dyrevelfærd
Fødevarestyrelsen kontrollerer hvert år, at de dyrevelfærdsmæssige bestemmelser er overholdt i besætninger med produktionsdyr. Udpegningen af besætningerne foretages enten som en tilfældig stikprøve eller som en risikobaseret udpegning, hvor besætninger med bestemte karakteristika har større risiko for at blive udpeget. De udpegede besætninger besøges uanmeldt af Fødevarestyrelsens kontrollanter. Resultaterne fra Fødevarestyrelsens kontrol kan ikke sammenlignes fra år til år, da flere besætninger er risikoudpeget til kontrol og kriterierne for risikoudpegningen ændres løbende.
Med den seneste politiske dyrevelfærdsaftale ”Sammen om dyrene” øges kontroltrykket fra 1. januar 2024 til 20 % om året. Det øgede kontroltryk vil betyde, at flere besætninger får kontrolbesøg hvert år, ligesom det vil betyde øget kontrol af de besætninger, som Fødevarestyrelsen på baggrund af deres risikoudpegning vurderer, udgør særlige risikobesætninger.
Hvordan foregår kontrollen?
Når Fødevarestyrelsen er på kontrol, foretages en helhedsvurdering af forholdene i besætningen, og kontrollanten vurderer alvorsgraden af en eventuel overtrædelse.
Hvis der findes overtrædelser af de dyrevelfærdsmæssige bestemmelser, kan der enten gives en indskærpelse, et påbud eller en politianmeldelse.
Beslutningen om hvilken sanktion, der skal gives, når der konstateres lovbrud, afhænger blandt andet af følgende parametre:
- Overtrædelsens art
- Overtrædelsens omfang
- Overtrædelsens grovhed og alvor – herunder en vurdering af hvilken belastning overtrædelsen har haft for dyrene:
- Væsentlig ulempe
- Uforsvarlig behandling
- Grovere uforsvarlig behandling
- Mishandling
Kilde: Fødevarestyrelsens generelle kontrolvejledning
Det er anført i Fødevarestyrelsens generelle kontrolvejledning, at kontrollen skal anvende den sanktion, som skønnes nødvendig for at sikre, at reglerne overholdes. Desuden er udgangspunktet, at der ved de fleste typer af førstegangsovertrædelser skal sanktioneres med en indskærpelse.
Fødevarestyrelsen har også mulighed for at vejlede besætningsejere om lovgivningens indhold og regler – uden at det nødvendigvis medfører en sanktion.
Hvis en besætning har fået en sanktion for ikke at overholde de dyrevelfærdsmæssige bestemmelser, gennemfører Fødevarestyrelsen et opfølgende kontrolbesøg. Hvis forholdene endnu ikke er bragt i orden ved første genbesøg, vil det udløse et nyt opfølgende kontrolbesøg, indtil forholdene er bragt i orden i besætningen.
Resultater fra Fødevarestyrelsens kontrol samles hvert år i en rapport.
Læs om kontrollens resultater i grisebesætninger her.
Resultater af Fødevarestyrelsens kontrol i 2022-2024
Nedenfor er resultaterne af Fødevarestyrelsens kontrolresultater for 2022-2024 af danske grisebesætninger.
I 2024 blev der kontrolleret 525 besætninger, og heraf fik 380 besætninger (72%) ingen sanktioner for at overtræde de dyrevelfærdsmæssige bestemmelser. Den enkelte besætning kan godt have fået mere end én indskærpelse eller både en indskærpelse og politianmeldelse ved et besøg.
| År | Antal besætninger | Besætninger uden sanktioner | Antal indskærpelser | Antal påbud | Antal politianmeldelser |
| 2024 | 525 | 380 (72%) | 140 (27%) | 0 (0%) | 21 (4%) |
| 2023 | 557 | 388 (70%) | 168 (30%) | 0 (0%) | 12 (2%) |
| 2022 | 563 | 397 (71%) | 159 (28 %) | 1 (0%) | 22 (4%) |
Kilde: Fødevarestyrelsens Dyrevelfærdsrapport 2025
Nedenfor ses en oversigt over hvor mange sanktioner, der er givet på de væsentligste områder relateret til dyrevelfærd i procent og antal. I 2024 blev der for eksempel givet 69 indskærpelser for manglende håndtering af syge og tilskadekomne dyr svarende til 13% af kontrolbesøgene. Tilsvarende blev der givet 25 indskærpelser for manglende regelefterlevelse af krav til indretning af sygestier svarende til 5% af kontrollerne.
Oversigt over sanktioner (indskærpelser, påbud og politianmeldelser) i antal og procent for de væsentligste dyrevelfærdskrav i 2022-2024:
| Overtrædelse | År | Indskærpelser | Politianmeldelse |
| Manglende håndtering af syge grise |
2022 2023 2024 |
89 (16%) 79 (14%) 69 (13%) |
20 (4%) 12 (2%) 20 (4%) |
|
Krav til indretning af sygestier ikke opfyldt
|
2022 2023 2024 |
38 (7%) 31 (6%) 25 (5%) |
1 (0%) 0 (0%) 1 (0%) |
| Krav til beskæftigelses- og rodemateriale ikke opfyldt |
2022 2023 2024 |
46 (8%) 46 (8%) 35 (7%) |
0 (0%) 0 (0%) 1 (0%) |
Kilde: Fødevarestyrelsens Dyrevelfærdsrapport 2025
Branchens kontrol med dyrevelfærd
Grisebranchen har sit eget kvalitetskontrolprogram, hvor blandt andet krav til dyrevelfærd kontrolleres.
DANISH Produktstandard er et kvalitetsprogram, der skal sikre og dokumentere, at danske griseproducenter lever op til både dansk lovgivning og branchens egne krav. Branchekravene går ofte længere end dansk lovgivning.
Minimum en tredjedel af alle DANISH-certificerede besætninger kontrolleres hvert år af et tredjeparts certificeringsfirma. Her kontrolleres det, om kravene til dansk lovning og branchekravene er overholdt.
Branchen har strammet yderligere op på kontrollen, hvilket betyder, at der fra branchens side selv følges op med ekstra kontrolbesøg i de besætninger, hvor Fødevarestyrelsen har givet indskærpelser for, at syge dyr ikke behandles forsvarligt.
Fra 1. januar 2026 justeres DANISH-ordningen med to nye tiltag for at styrke dyrevelfærden. Fund af mere end én ubehandlet syg eller tilskadekommen gris udløser fremover spotaudit og tre rådgivningsbesøg inden for seks måneder. Det samme gælder, hvis der findes grise, der burde være aflivet. Samtidig indføres en klar grænse: Fund af over 10 grise, der burde være behandlet eller 5, der burde aflives, medfører midlertidig suspension, som kan ophæves, hvis forholdene rettes inden 14 dage. Tiltagene skal sikre hurtigere reaktion og fastholde den høje standard.
Læs mere om de nye DANISH stramninger her.