Griseproduktion i Danmark | Fakta om dansk griseproduktion

Produktion af grise og grisekød har i mere end 100 år været et vigtigt aktiv for Danmark.

Pr. 2024 er der 1.949 grisebesætninger i Danmark. Vi producerede 31,8 mio. grise i 2025, og den samlede griseproduktion i Danmark skabte 33.300 arbejdspladser i Danmark. Det indebærer direkte landbrug, slagterierne og afledte arbejdspladser i følgeerhverv, f.eks. korn- og foderstofforretninger.

I 2025 eksporterede den danske grisebranche for 36,9 mia. kr. Branchen er førende indenfor kvalitet, fødevaresikkerhed og sporbarhed, hvilket er en væsentlig grund til, at Danmark er blandt verdens største eksportører af grisekød. De fem største eksportmarkeder er Polen, Tyskland, Storbritannien, Kina og Italien.

Mød landmand Allan, der er griseproducent og kom tæt på griseproduktionen i Danmark

Racer og krydsninger

Grundlaget for at producere sunde grise, der vokser godt og hurtigt, og har en god kødkvalitet, er avlen.

Den danske griseproduktion er typisk baseret på tre racer: Landrace, Yorkshire og Duroc. De krydses på forskellig vis, når der produceres slagtegrise, så de gode egenskaber fra de forskellige racer kombineres.

Avlsdyrene bliver til i særlige opformeringsbesætninger, hvorfra landmændene kan købe dyrene til deres egen produktion, eller i form af sæd til inseminering af egne søer.

Krydsninger

De fleste slagtegrise er krydsninger mellem to eller tre af racerne. Landrace og Yorkshire indgår i de allerfleste krydsninger – ofte vil soen være en krydsning af disse to (kaldet LY i fagsproget), mens ornen er Duroc (så afkommet bliver D-LY).

Fordelen ved krydsninger er, at man kombinerer de bedste egenskaber fra flere racer. Ofte får man forstærket egenskaberne ved at krydse racerne, fx hvis en race i snit får 12 grise pr. kuld mens en anden i snit får 11 grise pr. kuld – krydsningssøer af de to får ikke 11,5 grise i gennemsnit pr. kuld, men omkring 12,5. Det kaldes krydsningsfrodighed.

Landrace har lyserød hud med lyse børster. Kroppen er lang, ørerne er store og hænger ned foran øjnene. Soen får store kuld og har gode moderegenskaber. Den er stærk og har gode ben. Landrace er kødfuld (høj kødprocent) og en god kødkvalitet.
På grund af disse egenskaber bruges Landracen især som moderdyr (so) krydset med Yorkshire.

Yorkshireracen kommer oprindelig fra England. Den har lyserød hud og lyse børster. Kroppen en lang, hovedet kort og ørerne står ret op. Yorkshire har høj kødprocent, vokser hurtigt, har et lavt foderforbrug og en god kødkvalitet. Yorkshire-søer får store kuld og har gode moderegenskaber. Derfor krydses denne race med Landrace.

Duroc stammer fra USA og Canada. Den er rødbrun med mørke børster. Kroppen er kort og ørerne hænger ned foran øjnene. Søerne får lidt mindre kuld end Landrace og Yorkshire, men grisene vokser godt, og har et lavt foderforbrug. Den giver desuden en god kødkvalitet, bl.a. fordi kødet har en god fedtmarmorering. Duroc bruges som ornerace.

Stalde i danske grisebesætninger

På en almindelig besætning er der en række forskellige typer stalde:

Løbeafdeling
Drægtighedsstald
Farestald
Smågrisestald
Slagtesvinestald

Læs mere om dem herunder.

I løbeafdelingen løbes (befrugtes) søerne. Det sker de fleste steder ved Kunstig Sædoverføring ("KS") med sæd fra ornestationer. Der anvendes sæd fra ornestationer, hvor de bedste fædre er opstaldet for at sikre, at landmanden hele tiden har de bedste gener. Enkelte steder sker løbningen dog også ved naturlig bedækning med en orne. Når der bruges KS, er også orner i løbeafdelingen, som skal sørge for at stimulere søernes brunst.

Her går også polte. Det er hungrise, som skal løbes for første gang, og erstatte de søer, der tages ud af produktionen og sendes til slagtning.

I de senere år er systemer med fritgående søer i løbeafdelingen vundet frem, i modsætning til tidligere, hvor løbeafdelingerne ofte var indrettet med bokse med hver so for sig. Senest i år 2035 skal alle løbestalde være indrettet, så søerne kan gå løse.

Umiddelbart efter løbningen, eller senest fire uger efter, flyttes søerne til drægtighedsstalden. Søerne undersøges for, om de er drægtige ved ultralydsscanning, hvor man kan se, om de har fostre.

Søerne går i drægtighedsstalden indtil ca. fem dage før forventet faring (fødsel). I drægtighedsstalden er alle søer opstaldet i løsdriftssystemer.

Søerne flyttes til farestalden ca. fem dage før faring og går der, indtil pattegrisene bliver flyttet til smågrisestalden (fravænning). I farestalden farer (føder) soen. Farestalden er typisk indrettet med stier, hvor søerne er opstaldet enkeltvis i farebokse. Dansk griseproduktion har i mange år arbejdet på at udvikle farestier, hvor soen går frit med sine pattegrise. I Danmark er vi længst i EU med på frivilligt initiativ at bygge farestier med løsdrift. Fra 2026 er det et krav i dansk lovgivning, at nye stalde skal indrettes til at søerne skal gå løse, og der er en 15 års overgangsordning for eksisterende stalde.

Fravænningstidspunktet kan variere, men ligger i danske besætninger oftest fire uger efter faringen. Fravænning må tidligst ske, når pattegrisene er tre uger gamle. Ved fravænning flyttes søerne tilbage til løbeafdelingen, mens smågrisene flyttes til smågrisestalden.

Når smågrisene fravænnes, bliver de flyttet fra farestalden til smågrisestalden. Smågrisestalden er indrettet med en overdækning i en del af stien, der fungerer som en hule, hvor temperaturen er højere end udenfor ”hulen”. Udenfor overdækningen er der gødeareal, foderautomat og vandforsyning. Smågrisene er i smågrisestalden til de vejer 25-30 kg, hvorefter de flyttes til slagtegrisestalden.

I Danmark har mange landmænd valgt at have enten smågrise eller slagtegrise. Derfor sælges en del af smågrisene ofte videre til andre griseproducenter fra smågrisestalden.

I slagtegrisestalden går grisene i stier med plads til 15-20 grise og nogle steder helt op til 400 grise pr. sti (storstier), det maksimale antal af grise i en sti er lovbestemt og afhænger af grisens vægt og stiens størrelse. Grisene opholder sig i slagtesvinestalden fra de vejer 25-30 kg og indtil de vejer ca. 115 kg, hvor de leveres til slagteriet. Det sker, når de er ca. 5,5 måned gamle.

Foder

Hovedbestanddelen af danske grises foder er byg og hvede. Hertil kommer soja eller raps for at tilføre foderet protein. Desuden tilsættes foderet vitaminer og mineraler. Der bruges dog også mange andre råvarer til foder, for eksempel rug, havre, majs, fiskemel, kartoffelprotein, skummetmælkspulver, melasse, fedt, solsikkeskrå, valle mv.

Søer, smågrise og slagtesvin har forskellige behov for næringsstoffer og får derfor forskellige foderblandinger. Der er fastsat normer for, hvad foderet skal indeholde af næringsstoffer til grise i vækst og søer afhængigt af, hvad de vejer, eller hvor de er i cyklus.

Pattegrisene lever primært af soens mælk. Omkring 14-16 dage før fravænning tilbydes pattegrisene tørfoder som supplement til somælken. Efter fravænning får smågrisene særlige foderblandinger, der er tilpasset deres behov for næringsstoffer. I de første uger får smågrisene ofte en særlig skåneblanding, der hjælper med at lette overgangen fra mælk til foder. Der skiftes blanding en til to gange, indtil de er ca. 30 kg, for at foderet hele tiden er tilpasset smågrisenes næringsstofbehov i takt med de vokser.

Slagtegrise får i vækstperioden frem til slagtning én til to blandinger, der primært er sammensat af byg, hvede og sojaskrå.

Foderet til søer er sammensat ud fra, hvor de er i deres produktionscyklus. Generelt må søerne hverken være for magre eller for fede for at få den bedste produktion. Under drægtigheden skal søerne udvikle fostre, og under diegivningen skal de producere mælk til pattegrisene. Derfor er der behov for foder med nøje tilpasset sammensætning.

Udover foder skal dyrene også have adgang til rent og rigeligt vand. Grisene drikker enten vand af drikkenipler, der er en slags hane, som giver vand, når grisene sutter eller trykker på den, eller drikkekopper, der automatisk fyldes med vand, når grisene stikker trynen ned i dem.

Produktionsmetoder

Der er forskellige måder at tilrettelægge griseproduktionen på. Produktionssystemet udgøres både af det staldsystem, grisene holdes i, og den måde, produktionen er lagt an på. Fx konventionel produktion eller alternativ som økologisk produktion. Men også hvordan produktionen er tilrettelagt – om grisene starter i farestald, flyttes til smågrisestald og ender i slagtesvinestalden på den samme bedrift (integreret produktion) eller flyttes til andre gårde eller bedrifter undervejs. Nogle producenter har hele produktionsforløbet fra søer og smågrise til slagtesvin, mens andre har valgt at specialisere sig, så de udelukkende har søer og sælger smågrisene enten ved fravænning eller efter smågrisestalden, eller udelukkende producerer slagtegris.

Økologiske grise produceres efter officielle retningslinjer for økologisk produktion under det statskontrollerede ø-mærke. Mindst 95 pct. af foderet skal være økologisk og en del af det skal være grovfoder. Økologiske grise skal have adgang til det fri, fx i form af udendørs løbegårde. Alle pattegrise skal fødes på friland.

Læs mere om økologisk griseproduktion her.

Ved frilandsproduktion holdes søerne helt eller delvist på friland. Typisk farer søerne udendørs i hytter og går ude med pattegrisene indtil fravænning. Nogle producenter vælger dog at holde dem inde under løbning og drægtighed. En del af specialgrisene - Frilandsgris og økologiske grise - har særlige krav til, hvordan grisene skal holdes udendørs.

Læs mere på Frilands hjemmeside

Find mere information for fagfolk på gris.dk