For at køer kan producere mælk, skal de først have født en kalv. Og for at blive ved at producere mælk, skal de have en ny kalv hvert år.
Koen starter sit liv som kalv. Hunkalve kaldes kvier, indtil de har fået deres første kalv – herefter kaldes de køer. Kvier insemineres, når de er 13-16 måneder gamle. De er drægtige (gravide) i ni måneder, og kælver første gang, når de er ca. 2 år gamle. Samtidig begynder de at give mælk.
Omkring to måneder efter kælvningen bliver køerne insemineret igen. To måneder inden næste kælvning stoppes malkningen for at give yveret en pause. Umiddelbart efter kælvningen begynder man at malke koen igen. Kalven tages som oftest fra koen et par dage efter kælvningen, hvorefter den lever af mælkeerstatning, kraftfoder og hø.
De fleste malkekøer i Danmark bliver slagtet, når de har givet mælk i 3-4 år, fordi de producerer mindre mælk med alderen. En almindelig malkeko får således 2-3 kalve i sin levetid.
Dansk Holstein er langt den mest udbredte med omkring 70 pct. af de danske malkekøer, bl.a. fordi den har en høj mælkeydelse.
Dansk Jersey er den næstmest udbredte race med ca. 14 pct. af malkekøerne. Jerseykøer er mindre end de øvrige malkekvægracer. De giver også mindre mælk, men til gengæld har mælken et højere fedt- og proteinindhold.
Rød Dansk Malkerace udgør omkring 5 pct. af malkekvæget i Danmark. Det er en race som bl.a. har en god mælkeydelse og gode reproduktions- og sundhedsegenskaber.
Endelig udgør krydsninger af disse racer de resterende procent af malkekøerne i Danmark. Der er stigende interesse blandt landmændene for krydsninger af malkeracer.
Græs er koens naturlige føde. Nogle malkekøer kommer på græs om sommeren. Der er også besætninger, hvor køerne går i løsdriftsstalde hele året. I løsdriftsstaldene går køerne frit rundt og kan æde og hvile sig, når de har lyst.
Om vinteren, og i besætninger hvor køerne ikke kommer på græs, får de ensilage at æde. Ensilage er græs og andre afgrøder som f.eks. hele, umodne majs- og kornplanter, der snittes, presses og lagres under lufttætte forhold, så der sker en gæring. Ensilage kaldes også grovfoder.
Desuden får de kraftfoder som supplement til grovfoderet. Det kan være sojaskrå, rapskager, solsikkeskrå, roepiller, korn, majs, ærter mv. Kraftfoderet skal være Non-GM, dvs. at malkekøerne ikke må fodres med fx sojaskrå, der stammer fra sojabønner, som er genetisk modificerede.
Endelig får de et tilskud af mineraler og vitaminer – og alt det vand de kan drikke.
Køer er drøvtyggere, dvs. de tygger maden flere gange. De har fire maver, hvor foderet fordøjes i flere etaper, og gylpes op og tygges indimellem. Køer bruger op mod 10 timer af døgnet på at tygge drøv.
En malkeko skal malkes 2-3 gange i døgnet. Som regel tidlig morgen og sen eftermiddag.
Mælken dannes i mælkekirtlerne i koens yver. Yveret har fire store mælkekirtler, der hver ender i en patte. Inden malkning rengøres patterne med en nyvasket klud. Når koens patter vaskes, stimuleres de samtidig, så mælken løber til.
Den første mælk fra hver af koens patter håndmalkes for at sikre, at mælken ser rigtig og sund ud: Hvis koen har yverbetændelse, kan det ofte ses ved, at der er klumper i mælken, og så må mælken ikke blandes med mælken fra raske køer. Koen kan godt have yverbetændelse i én mælkekirtel uden at have det i de tre andre.
Er mælken i orden, sættes malkemaskinens fire, rene pattekopper på patterne, og mælken suges ud af yveret ved hjælp af et undertryk – nøjagtigt som kalven gør det, når den patter. Det tager cirka fem minutter at malke en ko.
I nogle besætninger bliver køerne malket af en malkerobot. Robotten vasker patterne med bløde børster, sætter malkemaskinen på yveret og malker koen. Robottens computer registrerer, hvor mange gange koen bliver malket hver dag, og hvor meget mælk den giver. Hvis koen har yverbetændelse, malker robotten ikke koen. Koen bestemmer selv, hvornår den vil malkes, og har lært at gå hen til malkerobotten.
Mælken samles i en køletank, hvor den straks nedkøles. Når mælken er hentet af tankbilen til mejeriet, rengøres og desinficeres mælketanken.
Hos landmanden tager mælketankbilens chauffør en prøve af mælken. Prøverne sendes til et laboratorium og bliver analyseret for indhold af fedt, protein, bakterier, celletal (hvide blodlegemer) og antibiotika.
Mælk med højt fedt- og proteinindhold giver landmanden den bedste pris. Men også mælkens øvrige kvalitet har betydning for afregningen: Særlig god kvalitet giver landmanden ekstra betaling. Ved lavere kvalitet sker der tilsvarende et fradrag i betalingen.
Læs om produktionen på mejeriet.
Oksekød er kød fra kvæg. Ved salg til forbrugerne skelnes mellem forskellige typer.
Selv om der kun er tre ”typer kød” fra kvæg, skelner man inden for kvægbruget mellem flere kategorier af dyr, der bruges til produktion af okse-, ungkvæg- og kalvekød:
Kalve: Kalve er kvæg som er yngre end 12 måneder. Mange tyrekalve fra malkekvægsbesætninger bliver fedet op og slagtes som kalve eller ungtyre. Flere og flere danske landmænd producerer kalve, der er krydsninger mellem kødkvæg og malkekvæg. Det giver nogle mere kødfulde kalve, end kalve af de rene malkeracer.
Ungkvæg: Ungkvæg er dyr, der er mellem 12 og 24 måneder gamle. Det er ofte handyr, som fedes op som ungtyre med henblik på kødproduktion, men der er også ungkvier. Tidligere blev det det meste ungkvægkød eksporteret til især Sydeuropa, men i de senere år er vi også selv begyndt at spise det i Danmark.
Krydsningskvier: For Kvier som er krydsninger mellem kødkvæg og malkekvæg har Danish Crown lavet et produkt/koncept, hvor de slagtes, når de er 18-24 måneder gamle. Kødet fra dem har en rigtig god spisekvalitet med god fedtmarmorering i kødet. Produktet hedder Premium Kvier.
Stude: Stude er kastrerede tyre. Ved at kastrere dem, får man roligere dyr. Imidlertid vokser de også langsommere og bliver federe end tyrekalve og ungtyre. Produktionen af stude i Danmark er lille.
Tyre: Tyre er handyr, som er ældre end 24 måneder gamle, når de slagtes. Produktionen af tyre er lille i Danmark.
Kødkvæg: Kvægracer, der primært holdes med henblik på kødproduktion, kaldes kødkvæg. Det er andre racer end de, der bruges til mælkeproduktion. I Danmark er registreret 18 kødkvægracer. Produktionen består dels af renracede dyr, dels af forskellige krydsninger mellem racerne. Fra kødkvægsbesætningerne er det især kalve og ungdyr, der sendes til slagtning, men også voksne dyr, når de tages ud af produktionen. Køerne kaldes ammekøer, fordi de ammer deres kalve, indtil kalvene er ca. et halvt år gamle. Typisk slagtes kalvene, når de er omkring et år gamle. Ammekøer udgør ca. 15 pct. af den danske kobestand. Ammekøer bruges ofte til pleje af naturarealer, hvor de holder vegetationen nede, når de græsser, så der bliver lys og plads til en rig flora og fauna.
Produktionen af okse- og kalvekød har været faldende gennem de seneste mange år. Det skyldes bl.a., at malkekøernes ydelse hele tiden forbedres, og der skal færre køer til at producere den samme mængde mælk.
I de senere år har slagtningerne ligget på omkring 500.000 årligt. Størstedelen af slagtedyrene er køer, ungtyre og kvier. Se flere tal for oksekødsproduktionen.
Af hensyn til sporbarheden skal alt kvæg i Danmark være forsynet med to ens øremærker med nummer - et i hvert øre. Disse mærker må ikke fjernes eller ændres. Kalve skal øremærkes senest 20 dage efter fødsel. Øremærket er trykt med besætningens CHR-nummer og et individuelt firecifret løbenummer. De to numre udgør tilsammen dyrets CKR-dyrnummer. Eksempel CKR-dyrnummer: 18141-0129.
Alt kvæg har således deres helt private nummer. På en database, Kvægdatabasen, samles alle oplysninger om dyret: Fødselsdato, salg og køb, sygdomsbehandlinger, slagtning osv. Man kan derfor følge alt, hvad der sker med hver enkelt dyr, fra fødsel til slagtning. Landmanden har pligt til at indberette alle disse ting senest syv dage efter, at de er sket. Læs om slagtning af kvæg.
Revideret august 2022
Hvad vejer en ko? Hvor længe sover den? På Åbent Landbrugs hjemmeside kan du finde flere fakta og læse om muligheden for at besøge en gård med kvæg.