Økologisk griseproduktion

I den økologiske griseproduktion er dyrevelfærd i centrum. Dyrene skal have mulighed for at udøve deres naturlige adfærd. Derfor tilstræber man, at opdrætsmetoder og staldforhold imødeser grisenes fysiologiske og adfærdsmæssige behov.

Den økologiske griseproduktion udgør kun en lille andel af den samlede danske griseproduktion. I 2020 blev der slagtet omkring 230.000 økologiske grise, hvilket er nogenlunde status-quo i forhold til 2019. Over halvdelen af det økologiske grisekød der produceres i Danmark, går til eksport.

I den økologiske griseproduktion er dyrevelfærd i centrum. Dyrene skal have mulighed for at udøve deres naturlige adfærd. Derfor tilstræber man, at opdrætsmetoder og staldforhold imødeser grisenes udviklingsmæssige, fysiologiske og adfærdsmæssige behov.

Det afspejler sig i de regler, der gælder for den økologiske griseproduktion.

Søer og smågrise
I den økologiske griseproduktion går alle søer på friland, hvor de bor i hytter. Her har de mulighed for at græsse og rode i jorden og om sommeren skal der være adgang til et brusebad eller mudderbad, så grisene kan afkøle sig.

Smågrisene bliver født på friland og går sammen med soen, indtil de er mindst syv uger gamle. Det betyder, at de i deres første leveuger dels lever af somælk, men også langsomt vænnes til almindeligt foder samtidig med, at de har mulighed for at rode i jorden. Det er med til at styrke deres immunforsvar og gør det lettere for smågrisene at komme væk fra soen.

I den økologiske griseproduktion er det forbudt rutinemæssigt at klippe haler og slibe tænder på grisene.

Slagtegrise
Økologiske slagtegrise holdes oftest i stalde. I staldene har de et indendørsareal med masser af halm, de kan rode i og lige så meget grovfoder, som de kan æde. De har også mulighed for at komme udenfor i en tilhørende løbegård.

Økologiske grise skal fodres med mindst 95 pct. økologisk foder og det må ikke indeholde GMO. Dyrene skal have fri adgang til grovfoder i form af for eksempel friskt grønt, hø, ensilage eller rodfrugter. Det betyder blandt andet, at grisene bruger lang tid på at æde hver dag og dermed har de noget, at holde sig beskæftiget med.

Behandling af syge dyr
Der er meget restriktive regler for brug af antibiotika og anden medicin i det økologiske husdyrhold. Derfor er der lav risiko for, at der udvikles bakterier, som er resistente (modstandsdygtige) over for antibiotika. Hvis et økologisk dyr er blevet behandlet med medicin, skal der gå dobbelt så lang tid, før det må afleveres til slagteriet end en gris fra en konventionel besætning.

Dilemmaer
Der er to områder, hvor der gås på kompromis med naturligheden i den økologiske griseproduktion. Det sker i forbindelse med kastration af hangrise og ved ringning af søer.

Af hensyn til miljøet er det tilladt at sætte ring i søernes næse. Det gør man for, at søerne ikke helt skal endevende græsmarkerne og dermed ødelægge dem. Hvis ikke markerne er dækket med græs er der risiko for, at kvælstoffet fra dyrenes gødning udvaskes til vandmiljøet.

Det er tilladt at kastrere økologiske hangrise. Det sker, når grisene er et par dage gamle for at fjerne den grimme lugt og smag af orne, der ellers vil udvikle sig i kødet i cirka 10 pct. af hangrisene. Problemstillingen stiller den økologiske griseproducent i dilemmaet mellem dyrevelfærd og naturlighed på den ene side og økonomi, slagteriernes krav og forbrugernes forventninger på den anden side.

Der forskes intensivt i at løse problemerne med ornelugt, sådan at man kan undgå at kastrere hangrise. Det sker bl.a. i SEGES Svineproduktion og i Center for frilandsdyr, som er et samarbejde mellem Afsætningsselskabet Friland A/S og Dyrenes Beskyttelse.