Stigende eksport sikrer jobs og forsyning af fødevarer
I 2025 eksporterede dansk landbrug, fødevarevirksomheder og agroindustrien for knap 212 mia. kr. Det er 4 % mere end året før og det højeste niveau nogensinde.
- Eksporten ligger igen på et højt niveau. Det viser, at danske landbrugs- og fødevarevirksomheder fortsat leverer varer og viden, der bliver efterspurgt på de internationale markeder. I en tid med geopolitisk uro og større fokus på forsyningssikkerhed er det vigtigt, at Danmark fastholder et stærkt erhverv. Det kræver stabile og forudsigelige politiske rammer, siger administrerende direktør Morten Boje Hviid.
Eksporten udvikler sig forskelligt på tværs af produkter. Eksporten af grisekød faldt i 2025, blandt andet som følge af lavere priser på smågrise og grisekød. Samtidig har kinesisk told på grisekød haft en negativ effekt på eksporten af især biprodukter.
Højere priser på mejeriprodukter har til gengæld bidraget til fremgangen i eksporten. Også æg, fjerkræ og oksekød har bidraget positivt, hvor især stigende priser har løftet eksportværdien.
- Tallene viser, at eksporten påvirkes af både priser, efterspørgsel og handelsvilkår. Det understreger, hvor vigtigt det er, at danske virksomheder har adgang til stabile markeder og fair handelsvilkår, siger Morten Boje Hviid.
Der var samtidig fremgang i eksporten af biobaserede produkter og agro-teknologi. Danske fødevarer og landbrugsprodukter eksporteres især til de europæiske nabolande. Tyskland, Sverige og Polen er blandt de største aftagere. Eksporten til USA ligger fortsat på et stabilt niveau, selv om både toldsatser og valutabevægelser har præget 2025.
- Fødevareerhvervet skaber arbejdspladser i hele Danmark, også i mange af de områder hvor der ikke er mange andre store arbejdspladser. Eksporten er med til at sikre aktivitet og beskæftigelse i store dele af landet, siger Morten Boje Hviid.