Tidspunkt
31.08.2026, Kl. 15:00
Stormøde - Virkeligheden kalder
Landbrug & Fødevarer indkalder til stormøde om konsekvenserne af regeringens politik.
Sjældent har der været længere fra den politiske virkelighed til den egentlige virkelighed.
Vi har nogle af verdens dygtigste landmænd og fødevarevirksomheder. Men regeringens politik risikerer på rekordtid at ødelægge, hvad generationer har skabt. Vores marker og bedrifter er truet af ny regulering. Det samme gælder dermed den råvareproduktion, der er afgørende for vores virksomheder og landdistrikter. De lokale treparter bliver flere steder kvalt af centrale krav og modelberegninger. Alt imens en usikker verden skriger på forsyningssikkerhed, og regeringen selv efterspørger mere dansk frugt og grønt.
Det hænger ikke sammen, og konsekvenserne kan blive katastrofale for såvel erhvervet som Danmark.
Alligevel kører regeringen ufortrødent videre med vedtagelsen af gødskningsloven, der defacto vil regulere os med tilbagevirkende kraft, samt forhandlingerne om et nationalt sprøjteforbud.
Den sidste rest af sund fornuft synes på vej i graven. Meget tyder på, at retssikkerheden følger med.
Derfor indkalder Landbrug & Fødevarer nu medlemmer og samarbejdspartnere til stormøde den 31. august 2026 kl. 15 i Odense Congress Center. For vi stopper ikke med at advare politikerne og synliggøre konsekvenserne af regeringens politik.
OBS: Journalister kan kun tilmelde sig via mail til presse@lf.dk