Nyhed, 10.august 2026

Anna de Klauman bliver ny viceadministrerende direktør i L&F

Pressemeddelelse

Landbrug & Fødevarer har ansat Anna de Klauman som ny viceadministrerende direktør.Hun tiltræder stillingen den 1. september med reference til administrerende direktør, Morten Boje Hviid, og vil fremover spille en central rolle i organisationens indsats for danske landmænd, fødevarevirksomheder og den samlede værdikæde fra jord til bord.

Formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, udtaler:

”Anna kommer med en stærk ledelsesprofil og stor erfaring med strategi- og forandringsprocesser. Hun har et indgående kendskab til fødevareerhvervet og de politiske dagsordner, som er definerende for Landbrug & Fødevarers arbejde og afgørende for vores medlemmers hverdag. Samtidig har hun en særlig evne til at oversætte kompleksitet til klare budskaber. Jeg er overbevist om, at Anna bliver en vigtig drivkraft i udviklingen og ledelsen af vores organisation og vores interessevaretagelse.”

Anna de Klauman udtaler:

”Jeg glæder mig meget til at bidrage til udviklingen af Landbrug & Fødevarer og arbejde sammen med kolleger og medlemmer for at fremtidssikre den danske landbrugs- og fødevaresektor i en tid med meget store forandringer. Jeg kunne ikke forestille mig et mere meningsfuldt tidspunkt at vende tilbage til Axelborg.”

Om Anna de Klauman

Anna de Klauman er 49 år og kommer fra en stilling som afdelingschef i Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd, tidligere Ministeriet for Grøn Trepart. Forud har hun været vicedirektør i Landbrugsstyrelsen og kontorchef i Fødevarestyrelsen.

Hun har desuden været udsendt som landbrugs- og fødevarerådgiver på den danske ambassade i Washington D.C. og arbejdet med koordination af regeringens EU-politik inden for miljø, fødevarer, landbrug og fiskeri i Udenrigsministeriet.

Anna de Klauman har tidligere været ansat i Landbrug & Fødevarer, hvor hun fra 2010 til 2014 beskæftigede sig med handel, markedsadgange og ledelse.

Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

For yderligere oplysninger henvises til Landbrug & Fødevarers pressetelefon: 3339 4520.