Nyhed, 21.september 2026

Danskerne strømmede til Åbent Landbrug

Mere end 87.000 brugte søndagen på at besøge en landbrugsvirksomhed. Hygge og dialog er nøgleordene for det velbesøgte arrangement.

Der var stor opbakning, da årets Åbent Landbrug blev holdt søndag. Trods det ustadige vejr besøgte i alt 87.013 gæster de 58 gårde og virksomheder til den årlige begivenhed, der blev holdt for 31. gang.

Der blev klappet kalve, sparket dæk, set på grise, talt med landmænd og set eksempler på, hvordan dansk landbrug og fødevareproduktion ser ud, og hvordan landmændene arbejder på at gøre produktionen mere bæredygtig.

Bag Åbent Landbrug ligger et stort engagement og forarbejde hos værter og deres lokale foreninger. Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, retter en stor tak for indsatsen.

- Værterne og alle der giver en hånd med i arrangementet er med til at gøre en forskel for vores erhverv, og bidrager til at styrke dialogen med danskerne. Det er en vigtig indsats, ikke mindst i denne tid. Det er meget positivt, at så mange igen i år har valgt at takke ja til at se et landbrug med egne øjne. Det er vigtigt, at vi fra landbrugets side tager dialogen med danskerne i en tid, hvor afstanden mellem by og land ellers er i risiko for at vokse, siger Søren Søndergaard.

Jan Morre Christensen, projektleder for Åbent Landbrug, glæder sig over et vellykket arrangement:

- Besøgstallet på hele 87.013 på en rigtig efterårsdag viser, at der fortsat er en enorm nysgerrighed på landbruget og lyst til at blive klogere, samtidigt med at man har en hyggelig søndag. Vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra værter og gæster, der fortæller om gode oplevelser, hygge og dialog. Det er præcis det, som Åbent Landbrug skal, så det er vi meget tilfredse med, siger Jan Morre Christensen.

Næste års Åbent Landbrug finder sted den 19. september 2027.

Se mere på aabentlandbrug.dk