Tiden er ikke til nationalistisk snæversyn
Dansk fødevareproduktion er også vigtig for naboerne. Søren Søndergaard advarer på L&F's delegeretmøde mod at skære ned ud fra idéen om kun at brødføde os selv.
I Sverige vil man producere mere mad og styrke sit beredskab. I Danmark diskuterer vi, hvor meget vi kan skrue ned for landbruget. Det mener Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard, er udtryk for, at vi overser vores naboers behov for fødevarer.
- Tiden er ikke til nationalistisk snæversyn. Tiden er ikke til at svække handels- og samarbejdsrelationer. Tiden er til, at vi orienterer os mod de venner og allierede, vi har, siger Søren Søndergaard.
Efterspørgslen på fødevarer vokser i verden. Fra EU-niveau lyder opfordringen også, at landene skal øge landbrugsproduktionen og styrke Europas fødevareforsyningssikkerhed.
Derfor ønsker L&F-formanden en dansk landbrugspolitik, der forholder sig til omverdenen.
- Hvis regeringen og dens støttepartier fortsætter den nuværende kurs, så er det ikke kun et svigt af landmændene og af danskerne, men også af vores naboer i Norden og af alle de andre, som er afhængige af, at vi producerer fødevarer, siger han.
Dansk korn, mejeriprodukter og kød indgår i andre landes fødevareforsyning. På samme måde køber vi varer, som vores naboer er gode til at producere. Søren Søndergaard opfordrer fra scenen politikerne til at huske den afhængighed, når de træffer beslutninger om dansk landbrug.
- I Norge producerer de mere olie og gas, end de selv har brug for. I Sverige flere kampfly og lastbiler. I Danmark producerer vi medicin og fødevarer til flere end os selv. Det samme gælder hele vejen rundt om Østersøen. Finland, Estland, Letland og Litauen bidrager hver især med produkter og kompetencer, som vi andre er afhængige af, siger Søren Søndergaard.
Han understreger samtidig, at forsyningssikkerhed også handler om, hvorvidt forbrugerne har råd til den mad, der er i butikkerne.
- Man skal huske, at forsyningssikkerhed ikke kun handler om, at fødevarer er tilgængelige. De skal også være til at betale. Store dele af Europas befolkning har svært ved at få enderne til at mødes. Det er ikke nok, at der er brød, mælk og kød i forretningerne, hvis folk ikke har råd til at købe det.