Nyhed, 04.november 2026

Fødevareklyngens eksport når 212 mia. kr.

Eksporten voksede med 8,4 mia. kr. i 2025. Næsten hele fremgangen kom fra EU- og EØS-landene.

Den danske fødevareklynge eksporterede for 212,0 mia. kr. i 2025 mod 203,6 mia. kr. året før. Det er en stigning på 4,1 procent, viser Fakta om fødevareklyngen 2026 fra Landbrug & Fødevarer. 

Fremgangen kommer især fra de europæiske nærmarkeder. Eksporten til EU- og EØS-landene steg med 8,2 mia. kr., mens eksporten til de øvrige lande voksede med 0,2 mia. kr. 

– At eksporten går frem, er ikke en selvfølge. Hvis vi også i fremtiden skal have en stærk eksport, der bidrager til vores BNP, så kræver det rammer, som landbruget kan udvikle sig i, siger Søren Søndergaard. 

I sin beretning til delegeretmødet fremhæver formand Søren Søndergaard betydningen af handel og internationalt samarbejde: 

– Tiden er ikke til nationalistisk snæversyn. Tiden er ikke til at svække handels- og samarbejdsrelationer. Tiden er til, at vi orienterer os mod de venner og allierede, vi har. 

Holland, Sverige og Norge bidrog med stigninger på henholdsvis 2,0, 1,8 og 1,3 mia. kr. Tyskland var fortsat det største marked med en eksport på 32,4 mia. kr. 

EU- og EØS-landene aftog tilsammen 63,5 procent af fødevareklyngens eksport i 2025 mod 55,4 procent ti år tidligere.