Læs formandens beretning fra Delegeretmøde 2026

Af Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer

Vores gård derhjemme har været på min slægts hænder i knap 150 år. Og i slutningen af 1800-tallet var det også hårde tider.

Mine tipoldeforældres børn emigrerede alle til Amerika, på nær min oldefar. Fordi der var så fattigt på egnen i Lindeballe Sogn.

Vi har de breve liggende, som de sendte hjem, hvor de fortæller, hvor godt det gik dem derovre i Minneapolis.

I mange år har vi i familien gået og gættet på, hvad min oldefars familie, som blev her, mon skrev til familien i Amerika. For de breve havde vi ikke.

Indtil de så dukkede op hos noget familie i USA for nogle år siden.

Her skriver de om, hvor hårdt livet var her i Danmark, og hvordan de overvejede at sælge gården og følge efter til Amerika.

Hvert efterår var der tunge overvejelser. Ville der være mad nok vinteren over? Skulle man slagte grisen?

Et år læsser de grisen på en hestevogn og kører de 25 kilometer til Vejle. Her prøver de hos fire forskellige slagtere, men der er ingen, der vil betale nok for grisen til, at de kan klare sig gennem vinteren. Så de ender med at køre tilbage til gården igen. Uden penge, men med gris.

I et af brevene fra Amerika bliver de opfordret til at sælge gården og møblerne og købe en billet over Atlanten.

Alligevel ender de med at blive.

Og vi er her stadig. Her driver vi stadig landbrug.

Mange af jer her i salen har også forfædre, som rejste ud. Men vi er efterkommerne af dem, som blev.

At rejse er altid en mulighed. At forlade posten. At forlade det, man kom fra. Det, man er rundet af. Fordi græsset ser grønnere ud andre steder.

Og det er svært lige nu. Men vi. Os der er her. Vi bliver. Fordi vi tror på, at der er en fremtid for os og for dem, der kommer efter. Fordi vi tror på, at der er brug for os.

I Danmark. Men også i Norden. Og i Europa.

For selvom den hjemlige debat om os og vores erhverv lige nu kun handler om den danske andegård, om indenrigspolitik og om at indfri en masse løfter, man fik givet i en helt urimelig valgkamp – ja, så er Danmark ikke en ø. Hverken i geografisk eller billedlig forstand. Vi hænger sammen med verden. Vi er afhængige af verden. Og verden er afhængig af os.

Det sidste bliver tit glemt. Der går småstats-mentalitet i den.

Derfor vil jeg gerne i dag opfordre de danske politikere til at hæve blikket. Kigge lidt længere end blot til vores egne landegrænser. For det, som I er i gang med lige nu, handler ikke kun om os selv i Danmark.

Hvis regeringen og dens støttepartier fortsætter den nuværende kurs, så er det ikke kun et svigt af landmændene og af danskerne, men også af vores naboer i Norden og af alle de andre, som er afhængige af, at vi producerer fødevarer.

Den geopolitiske situation er for alvorlig til at lade den yderste venstrefløj stikke af med dagsordenen og ofre hele vores fødevareproduktion på symbolpolitikkens alter.

Når jeg for tiden er til møder med mine nordiske kolleger og mine kolleger i EU, er et af de helt store spørgsmål fødevareforsyningssikkerhed. Fødevarer som kritisk infrastruktur i en krisetid.

Hvordan sikrer vi, at vi kan være selvforsynende med fødevarer, hvis nogle af de mange internationale kriser blusser yderligere op? Hvis USA opfører sig endnu mere uforudsigeligt end hidtil? Hvis krigen i Ukraine breder sig? Hvis hybridangreb på europæisk fødevareinfrastruktur bliver hverdag?

Mine europæiske kolleger spørger mig undrende, hvad i alverden det er, der foregår i dansk landbrugspolitik lige nu.

For i hele Europa er der jo fokus på at producere fødevarer nok. Ifølge landbrugskommissær, Christoph Hansen, er der brug for flere produktionsdyr, ikke færre.

Og så skal man huske, at forsyningssikkerhed ikke kun handler om, at fødevarer er tilgængelige. De skal også være til at betale. Store dele af Europas befolkning har svært ved at få enderne til at mødes, og der tales meget om, at alle skal have råd til mad til deres familie. Så det er ikke nok, at der er grøntsager, brød, mælk og kød i forretningerne, hvis folk ikke har råd til at købe det.

Det har vi det med at glemme her i rige Danmark.

Alligevel fremturer især regeringens støttepartier på den yderste venstrefløj med en selvtilstrækkelig og usolidarisk politik om, at vi bare kan nedskalere, så længe vi producerer nok til os selv.

Det virker måske ikke så presserende at tale om forsyningssikkerhed og resiliens i et land som Danmark, hvor vi i forvejen er 150 procent selvforsynende. For vi mangler jo ikke noget.

Men det er en meget egoistisk tilgang til det europæiske fællesskab og til de af vores naboer, som ikke er selvforsynende.

Som er afhængige af, at vi producerer mere end bare lige nok til os selv.

Korn. Mejeriprodukter. Kød.

Det er som om, vi i Danmark ikke helt har forstået alvoren.

I Sverige er regeringen i gang med at genopbygge et ‘totalforsvar’. For at afskrække Rusland. Her er adgang til fødevarer helt centralt.

Så da min svenske kollega hørte om, hvad der sker i Danmark, så hun helt forskrækket ud:

”Vi vil gerne producere mere”, sagde hun. ”Men vi kan ikke producere nok”.

En kollega fra Polen sagde:

”Vi skal turde tale om krigen. Vi håber, at den ikke kommer, men vi skal være forberedt og have fødevarer nok.”

Tiden er ikke til nationalistisk snæversyn. Tiden er ikke til at svække handels- og samarbejdsrelationer.

Tiden er til, at vi orienterer os mod de venner og allierede, vi har.

I Norge producerer de mere olie og gas, end de selv har brug for. I Sverige flere kampfly og lastbiler. I Danmark producerer vi medicin og fødevarer til flere end os selv. Det samme gælder hele vejen rundt om Østersøen. Finland, Estland, Letland og Litauen bidrager hver især med produkter og kompetencer, som vi andre er afhængige af.

Samlet set går det nogenlunde op. Men det betyder også, at der er nogen, som stoler på, at vi leverer.

Vi er i en tilspidset geopolitisk situation. Det kalder på samarbejde. Ikke protektionisme.

Det har vi heldigvis en statsminister og en udenrigsminister, som har blik for. Så vi kan håbe, at deres udsyn vinder i armlægningen med de politikere, som helst vil have, at vi bare sørger for os selv.

Jeppe Aakjær skriver:

Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge.

I landbruget er vi ikke sådan nogen, der melder hus forbi og bare hygger os i smug. Vi er sådan nogen, der tager ansvar. Vi er gode naboer. Både i vores lokalsamfund og i verden. Det betyder noget for os.

I år er det min sjette formandsberetning.

Hver eneste af dem har haft afsnit, der har handlet om kvælstof.

Det kunne jo være skønt engang at prøve at holde en uden.

Men det bliver så ikke i år.

For der er alligevel et par pointer, jeg gerne vil bruge lidt tid på.

Når vi taler om kvælstofregulering, er det vigtigt, at vi får skilt tingene ad.

På den ene side har vi indsatskravene i vandplanerne, og hvordan de fastsættes.

Og på den anden side den nye reguleringsmodel.

Lad os starte med indsatskravene:

For nylig var jeg i Løkken med min familie en weekend. Der stod jeg en solskinsdag og kiggede ud over Skagerrak. 

Skagerrak strækker sig fra Hanstholm og helt op til Grenen. Det er omkring 150 km kystlinje. 

Hvor mange målestationer tror I, der findes på den strækning - altså de 150 kilometer - når man skal bestemme, om Skagerrak er i god økologisk tilstand?

Én!

Der findes én eneste målestation. Den ligger få kilometer fra molen i Hirtshals.

Der sejler man ud og tager vandprøver af algeindholdet, og så anvender man en 10-12 årlige målinger derfra.  Når man skal fastsætte indsatskrav, sorterer man de 90 procent bedste fra. Så tager man den bedste prøve af de 10 procent, der er tilbage.

Det hedder en 90 procents-fraktil.

Og det ene målepunkt fra den ene målestation bruger man til at definere, om hele Skagerrak er i god økologisk tilstand.

Og til at fastsætte indsatskravene for alle landmænd på hele den kyststrækning.

Før sommerferien var Skagerrak i god økologisk tilstand. Alt var godt. 

Efter sommerferien, ja så skiftede Skagerrak tilstand. 

Nu var den kun i moderat økologisk tilstand, måtte vi forstå.

Derfor skal alle bedrifter pludselig reguleres hårdt til braklægningspunktet.

Og eksemplet fra Skagerrak er ikke enestående. Noget tilsvarende gælder også andre steder. For eksempel ved Køge Bugt.

Det er altså eksempler på det spinkle grundlag, man læner sig op ad og bruger som fagligt belæg, når man underlægger landmændene en ekstremt hård regulering. Med kolossale konsekvenser for hver enkelt landmandsfamilie og deres livsværk. 

Og det gør man ovenikøbet vel vidende, at det for eksempel i Skagerrak kun er seks procent af algevæksten, der skyldes kvælstof udledt fra dansk land. Langt den største påvirkning kommer fra vores nabolande.

Ingen landmand kan jo tro på, at det, man gør på sin bedrift, på nogen måde vil ændre på tallene ude i den ene målestation.

Det er altså ikke et seriøst fagligt grundlag til at fastsætte krav med så store konsekvenser.

Så er der selve den nye reguleringsmodel.

Altså den, der ikke er på plads endnu, selvom vi har sået markerne.

Vi har i landbruget i mange år været klar over, at der kommer en ny reguleringsmodel. Vi er selv for mange år siden kommet med en række anbefalinger til, at vi skal over til at reguleres på vores reelle udledninger, fremfor efterafgrøder og datoer, som vi ikke selv er herre over.

At der skulle laves en ny reguleringsmodel, blev politisk besluttet i 2021. Længe før der var noget der hed grøn trepart i øvrigt.

Vi har med trepartsaftalen noteret, at den nye model var på vej.

Og vi aftalte en række vigtige forudsætninger, som regeringen skulle sikre, når de skulle forhandle med Folketingets partier om detaljerne i den nye model.

En række forudsætninger, som regeringerne en for en har brudt.

Blandt andet forudsætningen om, at reguleringen ikke måtte føre til udbredt braklægning.

At landmænd kunne undgå øget regulering, hvis man rakte hånden op og gik ind i arealomlægningen.

Og mange andre afgørende forudsætninger, som jeg er dybt skuffet over, at politikerne har svigtet.

Den model, vi nu skal reguleres efter, har den indbyggede fejl, at den straffer de bedrifter, der laver marker om til vådområder og skov. Fordi man mister sin udledningskvote undervejs, når arealet ekstensiveres.

Og den har den indbyggede urimelighed, at de enkelte bedrifter tildeles udledningskvoter ud fra nogle usikre, modelberegnede retentionskort.

Og den har det grundlæggende problem, at det stadig pibler frem med eksempler på det meget svage faglige grundlag i de udvaskningsdata, der er på de forskellige afgrøder inde i NUAR-beregneren.

Derfor er jeg også nødt til at korrigere den misforståelse, som der er nogen, der stadig er rejsende i.

Nemlig påstanden om, at reguleringsmodellen for kvælstof er ”noget, vi har aftalt med hinanden”.

Jeg er godt klar over, at det er en disciplin i politik at blive ved med at gentage en usandhed, indtil den bliver sand. Men jeg vil gerne i dag sige direkte til de politikere, som turnerer med den påstand:

Det er forkert. Og det ved I godt. stop med at udbrede den usandhed. 

Vi har ikke aftalt den nye reguleringsmodel med hinanden. 

Den model, der nu er vedtaget, er lysår fra det, vi kunne se konturerne af, både i 2021 efter Landbrugsaftalen. Og i 2024 efter den oprindelige grønne trepartsaftale.

Derfor kræver det mere end almindelig kreativitet at udlægge det som noget, ”vi har aftalt med hinanden”.

Både Jeppe Bruus og Stephanie Lose havde da også på sidste års delegeretmøde modet til at stå her på talerstolen og anerkende, at regeringen nu gennemførte en model, som vi i Landbrug & Fødevarer var uenige i. Og at det var et politisk ansvar, de tog på sig.

Det har jeg trods alt mere respekt for.

Så kan vi ikke aftale med hinanden at vende tilbage til en ærlig og ordentlig måde at fremstille tingene på?

Da vi forhandlede Trepartsaftalen med den forhenværende regering for snart tre år siden, var vi allesammen ved at bevæge os op af skyttegravene.

Os i landbruget, Danmarks Naturfredningsforening og regeringen.

Vi lagde våbnene og nærmede os hinanden.

Det kom der et historisk resultat ud af.

Da vi præsenterede trepartsaftalen sammen, var der enighed om, at vejen frem var forhandlinger, samarbejde, faglighed og kompromis.

Væk fra skyttegravene. Ude i det åbne. I tillid til, at aftaler er noget, man overholder.

Så kom folketingsvalget. Det har vi ikke glemt. Det var en uanstændig behandling af et erhverv, der havde taget et kæmpe ansvar. Og derefter kom en ny regering, som begyndte at skyde på os igen.

Så nu er vi i høj fart på vej tilbage mod de selv samme skyttegrave, vi kom fra. Halvdelen af de lokale treparter står stille. For man kan ikke bygge, imens man bliver beskudt.

Det er ikke i nogens interesse. Slet ikke naturens.

Lige nu får vi bare braklagte marker, så langt øjet rækker. De giver ingen fødevarer. Og de giver heller ingen natur og biodiversitet.

Stemningen om vores erhverv er lige nu meget ophedet. Der er stærke følelser på spil, og debatten er præget af grøftegravning og polarisering.

Et godt eksempel er debatten om spildevand. Her bliver det nemt en strid om to så yderliggående synspunkter, at ingen af dem selvfølgelig er rigtige.

På den ene side er der dem, der mener, at spildevand i virkeligheden er det eneste problem. At byerne er skyld i det hele. Og at al snak om kvælstof fra landbrug er en konspiration.

Det er jo ikke rigtigt.

Men det er heller ikke rigtigt, når den anden yderpol siger, at spildevand er irrelevant. Og at det bare er landbrugets afledningsmanøvre, hver eneste gang vi gør opmærksom på nye overløb, som man ikke lige havde opdaget.

Det gavner aldrig en løsningsorienteret debat, at det bliver vigtigere at mene det modsatte af modparten, end at få løst problemerne.

Og faktisk anbefalede det internationale ekspertpanel, der i 2023 foretog en second opinion på kvælstofmålene i vandplanerne, et øget fokus på overløb, fordi de kun vil blive flere og værre som følge af klimaforandringerne.

I debatten skal man også fra dele af regeringen og dens støttepartier lægge øre til meget nedsættende og forhånende retorik om os og vores erhverv.

I debatten om landbruget skulle man jo tro, at vores land kan inddeles i to segmenter:

På den ene side de indfødte storbyvælgere, som sidder på nogle meget smarte cafeer, omringet af asfalt, og mener en hel masse om natur og grøn omstilling. Selvom de ikke kan se forskel på en lærke og en vipstjert. Eller på en ulv og en schæferhund.

Og formentlig ikke aner, at det vand, de drikker til deres macchiato, er pumpet op under landmændenes jord. Fordi de har forurenet deres eget grundvand i byen så meget, at det ikke kan drikkes.

Og på den anden side nogle halvsure bønder, der kun tænker på penge og diesel. Som hader kultur og kjøwnhaunere og er komplet ligeglade med deres omgivelser.

Jeg synes, vi skal stoppe med at dæmonisere hinanden på den måde.

Vi må jo tage til efterretning, at den nye regering vil noget andet end den gamle.

Men opfør jer ordentligt. Og tal ordentligt. Det gælder uanset, om du er i debat med en landmand, en politiker - eller en iværksætter for den sags skyld.

Den langsigtede vision tror jeg nu ikke vi er så uenige om.

I landbruget er vi bare dybt uenige i vejen derhen.

Vi har to krav, som vi egentlig selv synes, er ret rimelige:

For det første er fagligheden nødt til at være i orden. Det burde være en selvfølge. Men det er den ikke i alt for mange tilfælde.

For det andet er man nødt til at se på helhedsbilledet. På det, som jeg kalder totaliteten.

Det har vi i Landbrug & Fødevarer brugt en del tid på at tale med politikerne om. Inden for de seneste par måneder er vi mødtes med alle relevante ministre. Senest havde jeg besøg af statsministeren og ministeren for natur og dyrevelfærd hjemme på gården.

Aldrig har vi været så uenige med regeringen. Og aldrig har vi haft så mange møder med regeringen.

Jeg er stærkt bekymret for, om man på Christiansborg har tænkt helheden ordentligt igennem. Totaliteten.

Hvad de akkumulerede konsekvenser bliver af det, man er i gang med.

For lige nu bliver vi som landmænd bare mødt af krav på krav på krav.

Og selvom hvert krav kan have sin begrundelse. Og selvom man er ivrig efter at nå i mål med alle sine valgløfter. Så er politikerne nødt til at huske på, at landmændene ikke møder kravene et ad gangen. Vi møder dem alle sammen i én stor haglbyge.

Først og fremmest skal vi navigere i en hård kvælstofregulering, selvom vi ikke kender udledningsgrænserne endnu. Oven i det har Aarhus Universitet fundet fejl i beregningsgrundlaget for reglerne. Eller … fundet og fundet.

De var blevet gjort opmærksomme på det af SEGES. Et par gange. Og afviste det så lidt kategorisk. Men så trippeltjekkede de. Og så erkendte de fejlen.

Og oven i den kvælstofregulering kommer så resten af det, jeg kalder totaliteten:

• et sprøjteforbud, som vi ikke kender omfanget af

• et forbud mod en række plantebeskyttelsesmidler

• en CO2-afgift

• et byggestop for moderne grisestalde

• et politisk ønske om at forbyde den hurtigvoksende kyllingerace

• nye krav til natur og biodiversitet

• og en reform af EU’s landbrugspolitik.

Alle de her krav bliver behandlet og administreret i forskellige ministerier, i forskellige styrelser og ligger i forskellige politiske aftaler.

Samtidig er der nærmest ugentligt nye eksperter og jurister, der efterlyser lovhjemmel i flere af regeringens handlinger.

Uanset, om vi vil det eller ej, betyder det, at der er forhold, der nu skal afprøves juridisk.

Man kan godt blive i tvivl, om der er en eneste i det politiske landskab, som sørger for, at den ene hånd ved, hvad den anden gør. Og som sikrer sig, at brikkerne i puslespillet overhovedet passer sammen.

Men jeg tror, det er ved at dæmre for nogen af dem i regeringstoppen, som vi har talt med, at det faktisk er et problem, at de ikke har et overblik over totaliteten. Over hvad de her krav samlet set betyder.

Vi har et overblik over, hvad det betyder.

Også at konsekvenserne jo ikke stopper hos landmanden. Hvert enkelt krav får konsekvenser et helt andet sted i værdikæden.

Vi hører allerede om virksomheder, der leverer til landbruget, som nu må fyre medarbejdere, fordi ordrerne udebliver. Og vores andelsselskaber er dybt bekymrede over det fremtidige råvaregrundlag og konsekvenserne for virksomhederne.

Det er ikke bare tal i et regneark. Det er mennesker, der mister deres arbejde. Familier, der mister deres levebrød.

Flere borgmestre fra landkommunerne – på tværs af partierne – advarer om konsekvenserne ved at lade en lovgivning gælde, før man har styr på indholdet.

Det er mennesker, der kender deres lokalsamfund, og som ved, hvilken effekt det ene har på det andet.

Så kære Christiansborg-politikere, tag nu de stemmer herude fra virkeligheden alvorligt.

Lyt til de eksperter, der har stemt i med deres bekymringer, og som er kommet med forslag til, hvordan vi kommer tilbage på sporet.

Og med sporet mener jeg det spor, der blev lagt i Trepartsaftalen.

På Socialdemokratiets årsmøde sagde Mette Frederiksen fra talerstolen:

”Jeg vil gerne her i dag […] række hånden frem til dansk landbrug: Det er jeres fortjeneste, at vi herhjemme producerer så mange af vores egne fødevarer. Og det er jeres fortjeneste, at I er så dygtige, at vi kan eksportere til resten af verden.

Det synes jeg, vi som land skylder at kvittere for i en debat, der hurtigt bliver meget uforsonlig.”

Jeg vil gerne kvittere for statsministerens ord. Jeg vil sådan set også gerne række en hånd tilbage.

Men vi giver ikke hånd på hvad som helst. Det skal betyde noget.

Vi skal tilbage på sporet. langt væk fra skyttegravene.

Fortsætte, hvor vi slap.

Med den oprindelige grønne trepartsaftale og en generationskontrakt for Danmark.

Med arealomlægning i stedet for restriktioner.

Med faglighed og sund fornuft.

Og lokalt kendskab og godt landmandskab.

Det vil jeg da også tro, at vores statsminister ønsker.

Hvis vi kan komme tilbage på det spor. Og hvis regeringen er klar til at levere nogle konkrete svar på, hvad vi gør ved totaliteten af krav. så er vi klar.

Ellers kommer vi til at stå med hver sin udstrakte hånd uden at nå hinanden.

Og så er der ikke andre udveje, end at landbruget må leve – eller dø - med den regulering, der rammer os. Og så falder store dele af den arealomlægning til skov og natur, som vi aftalte i treparten, til jorden. Valget ligger hos regeringen.

Indtil nu har jeg talt en del om konflikt. Om krigstilstande. Om bekymringer og frustration. For jeg ved, at der er meget vrede rundt omkring. Og det er legitime følelser. Vi skal have lov at blive i dem. Vi skal ikke slå en streg over noget.

Men!

Vi kan ikke leve af at være vrede. Vrede er en drivkraft. Det er ikke en strategi.

Vi kan godt blive ved med at stå med armene over kors og sige, at vi har ret, og at vi har fagligheden på vores side.

Men vi lever i en tid, hvor dagsordenen i stadig højere grad er styret af følelser frem for fakta. Og hvor det ikke nødvendigvis er den, der har ret, der får ret.

Derfor er vi også nødt til at se os omkring i samfundet. Se, hvilke vinde, der blæser i befolkningen og hos forbrugerne, og hvem de har stemt på.

At tage afsæt i den virkelighed. Ligesom generationerne før os har gjort.

Vi kan ikke holde til at være i permanent krigstilstand med det omgivende samfund.

Vi er nødt til at løfte blikket lidt. At turde se fremad.

Det her stikker dybere end fejl i modeller, unøjagtigheder, misforståelser og myter. Det her handler også om værdimæssige uenigheder. Om hvad landbrug i Danmark er og skal være.

Danskerne er sådan set glade for vores fødevarer. De siger, de gerne vil købe dansk. De kerer sig om vores landdistrikter. Og de fleste forbinder dansk landbrug med en form for stolthed. Det viser vores målinger igen og igen.

Men danskerne har også store forventninger til os på klima, miljø og dyrevelfærd. Mange ønsker, at vi skal gøre noget grundlæggende anderledes.

Og den del kan vi ikke bekæmpe alene med tal og fakta.

Den del går ikke bare væk.

Så hvis vi vil ud af den rolle, hvor vi bliver prygelknabe ved hvert eneste folketingsvalg i al evighed, så bliver vi nødt til at tage samtalen med hinanden om, hvad det så er for en rolle, vi skal have i fremtiden.

Hvilke samfundskontrakter, vi skal indgå. Hvordan vi kan nå til en fælles forståelse med vores omgivelser:

• Om hvor og hvordan vi sprøjter vores marker.

• Om hvordan vores dyr skal opstaldes.

• Om hvad vi bruger jorden til.

• Om hvordan vi sammen med detailleddet og forbrugerne kan sikre, at flere af de fødevarer, der er på hylderne og i køledisken, er danske.

• Om hvad der skal ske med landdistrikterne.

• Og om hvilke ønsker, drømme og håb, de unge i vores erhverv har for fremtiden.

Opgaven er sådan set klart formuleret:

Vi skal sammen finde svar på, hvordan vi nærmer os vores omverdens forventninger til os – uden at miste os selv.

Den samtale håber jeg, vi kan tage hul på i dag. Jeg håber, I alle sammen vil bidrage til den.

Vi må gerne være vrede. Vi fortsætter kampen. Det skal vi.

Men vi er her også for at gøre det svære – i en umulig situation. Os her i salen.

Vi er lige her lige nu, fordi vi repræsenterer noget, der er større end os selv. Vi er her for at flytte ting. Det er det, vi kan sammen. også i modvind.

Det skal vi.

Fordi vi er fælles om noget, der er værd at passe på.

Der findes heldigvis også mange politikere, som oprigtigt er optaget af, hvordan fremtidens landbrug skal se ud.

Af at give os fornuftige forhold.

Af at udvikle vores erhverv.

Jeg møder mange ministre, partiledere og ordførere, der spørger:

”Hvordan skal det her erhverv se ud om ti år? Hvad ser du for dig, Søren?”

Og det har jeg faktisk et ret klart billede af.

For jeg tror stadig på, at landbruget er svaret på mange af fremtidens spørgsmål og udfordringer. Vi er løsningen. 

Ja, vi kan skændes om kvælstof og sprøjtemidler og alt det andet, vi bruger, for at maden rent faktisk kan komme op af jorden.

Men når vi skærer ind til benet, så er det vigtigste, vi har i værktøjskassen, naturens eget værktøj.

Vores jord.

Og den fotosyntese, som får det hele til at ske.

Vi putter et frø i jorden. Så tilsætter vi en dygtig landmand og lidt sol, vand og kuldioxid. Så enkelt er det.

Og ud af den proces vokser svaret på mange af vores udfordringer. På samfundets udfordringer.

Forestil jer en familie, der sidder samlet om aftensmaden.

Al maden på tallerkenerne er fra vores jord.

Brødet er bagt af vores korn.

Kødet er fra vores dyr.

Vandet i glassene er pumpet op under vores marker.

Borde og stole er fremstillet af træ fra vores skove.

Varmen i radiatoren er produceret i biogasanlægget baseret på produkter fra vores marker og stalde.

Huset er bygget og isoleret af træ og af fibre fra vores biomasse.

Det tøj, som familien har på, har modeindustrien produceret af vores hamp, hør og græs.

Og sådan kunne man blive ved. Det handler om, at vi har nøglerne til det biogene samfund, der skal afløse det fossile samfund.

Alt det, vi har brug for, vokser op af den jord, vi forvalter. Det bliver det ved med.

Samtidig har vi brugt nogle af vores arealer til at nå samfundets grønne mål.

Vores fjorde er kommet i bedre tilstand igen. I samarbejde med kommunerne i de lokale treparter. Gennem lokale løsninger. 

Fordi det hele handler om balance. 

Vi kan ikke leve uden fødevarer. Men vi vil heller ikke leve uden natur og miljø i god tilstand.

Vi ønsker lokale produkter. Men er samtidig en del af en global fødevareforsyning.

Vi værdsætter både de mindre og de større landbrug. De økologiske og de konventionelle. Og alt derimellem. 

Vi skaber med vores hænder. Men vi er også afhængige af produktivitet, teknologi og innovative løsninger.

Det er ikke et enten eller. Det er en klog kombination af alt det, vi er gode til i dansk landbrug.

Det er den fremtid, jeg ser for mig. På en god dag.

Det er det landbrug, jeg drømmer om, at den unge generation skal bære ind i fremtiden.

Det landbrug, jeg håber, mine egne børn kan have lyst til og mulighed for at overtage en dag.

Jeg indledte med historien om dem, der rejste. Og om dem, der blev.

Trods fattigdom. Trods slid og slæb. Trods usikre og barske kår.

Selvom de fik tilbuddet om at rejse, så blev de.

Det kan være svært at forstå.

Men jeg tror faktisk, at de fleste af os her i salen godt ved hvorfor.

For sådan er det jo at være forbundet til fortiden. Vi kan ikke bare skære vores egne rødder over.

Selvom vi indimellem befinder os i situationer, hvor det letteste ville være at slippe tøjlerne. Ja, så gør vi det ikke.

Vi er efterkommerne af dem, som blev.
Og vi er her endnu.

Fordi vi ikke kan lade være.

Fordi stoltheden, historien, traditionen, kulturen – og måske også stædigheden - holder på os.

Tak for ordet!