Landbruget og følgeerhvervene står samlet før grisefirepart
Af stormødet på Bygholm Landbrugsskole er der etableret en styregruppe, som skal følge arbejdet i den grisefirepart, regeringen forventes at nedsætte
På tværs af organisationer, virksomheder og følgeerhverv står aktører fra hele den danske fødevareklynge samlet i indsatsen for at bidrage med løsninger, der skal styrke både dyrevelfærd og en konkurrencedygtig dansk griseproduktion.
I forlængelse af stormødet på Bygholm Landbrugsskole den 17. juni (arrangeret af Danske Svineproducenter) er der etableret en fælles styregruppe, som skal følge arbejdet i den grisefirepart, regeringen forventes at nedsætte efter sommer. I styregruppen sidder organisationerne Landbrug & Fødevarer, Danske Svineslagterier og Danske Svineproducenter, der tidligere har stået sammen om blandt andet ”Vision 2050” og de syv initiativer for griseproduktion og dyrevelfærd, der blev præsenteret tidligere i år.
I styregruppen sidder også Bæredygtigt Landbrug og Fødevarealliancen samt de tre slagterier under Danske Svineslagterier – Danish Crown, Tican og Danepork – og dermed er hele værdikæden bredt repræsenteret i arbejdet.
Der mangler fortsat klarhed over, hvordan regeringen forestiller sig, at grisefireparten skal sammensættes, og hvad de konkrete rammer for arbejdet bliver. På nuværende tidspunkt er det derfor heller ikke muligt at sige, hvordan erhvervets repræsentation bliver i regeringens grisefirepart. Men uanset hvordan regeringen vælger at organisere arbejdet, står landbruget, slagterierne og følgeerhvervene samlet og er klar til at bidrage med løsninger i en meget vanskelig situation. Løsninger, der udvikler dyrevelfærden yderligere og samtidig sikrer en konkurrencedygtig dansk produktion, som understøtter arbejdspladser i hele landet.