Nyhed, 26.oktober 2026

L&F stævner staten: Grisestop mangler lovhjemmel

Landbrug & Fødevarer har i dag stævnet staten for manglende lovhjemmel

Landbrug & Fødevarer har i dag stævnet staten for juridisk at få domstolene til at afgøre, om regeringens midlertidige stop for nyetablering og udvidelse af konventionelle griseproduktioner er lovligt eller en nullitet. Organisationen mener, i lighed med en række juridiske eksperter, at stoppet er gennemført uden den nødvendige lovhjemmel. 

Det er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, der har udstedt bekendtgørelsen, og dermed er det også styrelsen, der trækkes i retten. 

Efter L&F's vurdering giver husdyrbrugloven ikke ministeren mulighed for gennem en bekendtgørelse generelt at afskære en hel produktionsform fra at få behandlet ansøgninger om etablering eller udvidelse. Loven kan ikke bruges til at regulere dyrevelfærd, selvom det er regeringens ønske. 

Når bekendtgørelsen ikke trækkes tilbage, må L&F anmode om hastebehandling, da den nuværende situation og usikkerhed allerede har konsekvenser for investeringer, arbejdspladser og virksomheder i hele værdikæden. 

Regeringen annoncerede stoppet den 23. september, og L&F har siden gentagne gange kritiseret det juridiske grundlag. Organisationen har blandt andet i sit høringssvar opfordret regeringen til at trække forslaget tilbage og advaret om, at sagen kunne ende ved domstolene.  

 Christian Fink Hansen, direktør i Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris, siger: 

- Jeg er oprigtigt ærgerlig over, at det er nødvendigt at gå til domstolene. Vi har gennem hele forløbet gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel og opfordret regeringen til at trække bekendtgørelsen tilbage. Når nogle af landets fremmeste juridiske eksperter på området vurderer, at der ikke er den nødvendige hjemmel til så vidtgående et indgreb, kan vi ikke bare se til. Så er vi nødt til at få spørgsmålet prøvet ved domstolene. 

Stævningen handler ikke om, hvorvidt der politisk kan ske ændringer i dansk griseproduktion, men om, hvordan sådanne ændringer gennemføres. 

- Uanset hvad man mener om griseproduktionen, skal indgribende erhvervsregulering have en klar hjemmel. Det gælder også, når det politiske ønske er stærkt. Regeringen kunne have fremsat et lovforslag og ladet Folketinget behandle sagen. I stedet har man valgt en bekendtgørelse, der fra den ene dag til den anden reelt lukker for udviklingen af en hel produktionsform. Det er et helt principielt spørgsmål, som rækker langt ud over griseproduktionen, siger Charlotte Bigum Lynæs, juridisk direktør i Landbrug & Fødevarer. 

Husdyrbrugloven har ifølge L&F til formål at beskytte natur, miljø og landskab, mens dyrevelfærd reguleres gennem anden lovgivning. 

L&F har fået advokat Ole Spiermann fra Bruun & Hjejle til at repræsentere sig i retten.