Nyhed, 11.september 2026

LandbrugsAvisen på papir bliver 14-dags medie

Fra nytår udkommer den trykte version af LandbrugsAvisen hver 14. dag i stedet for som ugeavis. Den digitale journalistik for abonnenter og medlemmer nytænkes.

Årsagen til skift i udgivelsesfrekvensen er primært voldsomt stigende udgifter til distribution af de fysiske aviser. Alene i 2026 er udgifterne steget med 30 procent. Det sker blandt andet som resultat af ændringen af postloven, der de facto giver distributionsselskabet DAO monopol på udbringning af udgivelser som LandbrugsAvisen.

Christian Friis Hansen, chefredaktør og adm. direktør for LandbrugsMedierne, ærgrer sig over, at de store omkostninger tvinger avisen til at skifte frekvens, da læserne ifølge læserundersøgelser stadig sætter stor pris på den trykte avis.

- Men selvom kærligheden til papir er stor, viser den seneste læsermåling, at der for første gang er et flertal af læsere, som kan acceptere lavere udgivelsesfrekvens, hvis den digitale journalistik samtidig styrkes. Og overgangen til 14-dages fysisk avis giver netop luft til at investere i journalistikken, siger han og fortsætter:

- Vi får mulighed for at producere mere og skarpere indhold på landbrugsavisen.dk og de øvrige digitale tjenester under LandbrugsMedierne. Vi går efter mere analyserende indhold, baggrundsindhold, et helt nyt univers med online og real-time opdateringer af noteringer og kurser på korn, olie, renter og obligationer. Det forbedrede digitale tilbud kommer i høj grad medlemmerne til gode, fordi de som abonnenter på LandbrugsAvisen har adgang til indholdet fra dette univers på landbrugsavisen.dk. Jeg ser frem til at kunne bruge flere penge på kvalitetsjournalistik frem for at fylde lommerne på distributionsselskaber.

Fra Morten Boje Hviid, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer og bestyrelsesformand for LandbrugsMedierne, lyder det:

- Det er en ærgerlig beslutning. Men hvis de gennemsnitlige distributionsomkostninger stiger, som de er gjort de seneste fem år, vil 100 procent af medlemmernes betaling for avisen via deres kontingent til en forening gå til distributionsselskabet i løbet af få år. Det er ikke holdbart, at medlemmernes betaling går til at køre aviser ud frem for at lave god journalistik om vores erhverv. Vi udnytter lejligheden til at nytænke den direkte medlemskommunikation fra Landbrug & Fødevarer, både på vores egne sider på tryk og i den digitale tilstedeværelse.