Foto: Sif Meincke/L&F
Regeringen gør det sværere og dyrere at producere planter
Et forslag om et nationalt sprøjteforbud er nu i høring. Torben Hansen, planteformand i Landbrug & Fødevarer, kalder planerne for ren populisme.
Et forslag om et nationalt sprøjteforbud er nu i høring. Torben Hansen, planteformand i Landbrug & Fødevarer, kalder planerne for ren populisme og kritiserer regeringen for at ville lovgive, før både konsekvenser og berørte arealer er tilstrækkeligt belyst.
Regeringen ønsker at indføre et sprøjteforbud på en række arealer i Danmark for at beskytte drikkevandet. Men de grundvandsdannende områder er endnu ikke endeligt kortlagt, og de økonomiske konsekvenser er ikke belyst. Samtidig mener Torben Hansen, planteformand i Landbrug & Fødevarer, at regeringen ser bort fra, at brugen af plantebeskyttelsesmidler allerede i dag er underlagt en meget stram regulering.
- Danmark har en af verdens mest restriktive godkendelsesprocedurer for pesticider. Alligevel har flere partier under folketingsvalgkampen skabt massiv tvivl om både sikkerheden ved og legitimiteten af at anvende plantebeskyttelsesmidler, siger Torben Hansen.
Han peger på, at de produkter, der bruges i dansk landbrug, er godkendt af Miljøministeriets egen styrelse efter omfattende test.
- Miljøstyrelsen har godkendt alle de produkter, vi bruger i dag, efter at de har været igennem et meget restriktivt testforløb. Under trepartsforhandlingerne fik vi desuden en teknisk gennemgang med embedsfolk fra Miljøministeriet, hvor deres eksperter klart sagde, at vores grundvand generelt har det godt. De steder, hvor der er udfordringer, skyldes det i høj grad fortidens synder, siger Torben Hansen.
Han kritiserer regeringen for ikke at forholde sig til, hvorfor plantebeskyttelsesmidler bliver anvendt på markerne.
- Jeg tror sådan set godt, regeringen ved, hvorfor vi bruger produkterne. Men det er ikke noget, man ønsker at forholde sig til. Faktum er, at vi bruger plantebeskyttelsesmidler for at kunne opretholde en stærk og konkurrencedygtig planteproduktion. Forestillingen om, at man bare kan omlægge til økologi, er meget langt fra virkeligheden. Det kræver investeringssikkerhed, adgang til finansiering og ikke mindst et marked, der efterspørger mere økologi, siger han.
Torben Hansen forventer, at lovgivningen om det nationale sprøjteforbud kan blive gennemført hurtigt, men vurderer samtidig, at den praktiske udmøntning bliver vanskelig.
- Her og nu kender vi ikke engang de præcise områder, der bliver ramt. Alligevel lægger man op til at lovgive – præcis som med kvælstofreguleringen – på en måde, hvor man først bagefter finder ud af, hvad konsekvenserne reelt bliver. Det er helt i hegnet og ikke en rimelig måde at behandle borgere i Danmark på, siger han.
Landbrug & Fødevarer peger på, at drikkevandsbeskyttelsen mere effektivt kan sikres ved at fortsætte arbejdet i de lokale treparter, som det oprindeligt var aftalt.
- Indførslen af et nationalt sprøjteforbud er endnu et forudsætningsbrud på den oprindelige trepartsaftale, som vi indgik med resten af samfundet. Det blev aftalt, at udfordringer med drikkevandet skulle håndteres lokalt. Men selvom det arbejde har vist lovende resultater, så tromler man nu over treparterne og indfører noget, ingen kender konsekvenserne af. Der udestår meget, som er uklart og det rejser spørgsmål om grænserne for statens indgreb i ejendomsretten for landmænd der har investeret i en stærk dansk fødevareproduktion, siger Torben Hansen.