Nyhed, 16.september 2026

L&F: EU lover støtte, mens Danmark begrænser landmænd

Ursula Von der Leyen kalder Europas landmænd verdens bedste og lover støtte og bedre risikostyring. I Danmark går udviklingen modsat, mener L&F.

»De bedste i verden.«

Sådan beskrev Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen de europæiske landmænd i sin tale om Unionens tilstand. Samtidig slog hun fast, at Kommissionen vil støtte dem »hele vejen«.

Von der Leyen pegede på den hårde sommer, som har ramt landbruget, og varslede forslag, der skal gøre landmændene bedre rustet mod tab efter ekstremt vejr. Hun fremhævede også præcisionslandbrug og behovet for adgang til vand til fødevareproduktionen.

Det ligger i forlængelse af den kurs, Kommissionen har lagt de seneste måneder. I sin nye husdyrstrategi beskriver Kommissionen husdyrproduktionen som strategisk for Europas fødevaresikkerhed, mens den nye proteinplan skal gøre EU mindre afhængig af importerede råvarer.

– Det er bemærkelsesværdige toner fra Bruxelles. Kommissionen ser på, hvordan Europa kan passe bedre på sin fødevareproduktion i en mere usikker verden. Samtidig ser vi i Danmark nye krav, som risikerer at reducere produktionen betydeligt. Den kontrast er svær at overse, siger administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer Morten Boje Hviid.

Denne sommer har vist, hvor udsat produktionen kan være. Ifølge Europa-Kommissionens Joint Research Centre ventes udbytterne for nogle sommerafgrøder at ligge op til 14 procent under femårsgennemsnittet efter varme og tørke.

Danmark går en anden vej

Folketinget har netop vedtaget en ny kvælstofregulering, som ifølge beregninger kan reducere den danske kornproduktion med 1,8 millioner ton. Det kan betyde, at Danmark går fra at være nettoeksportør af korn til at blive nettoimportør.

Samtidig er den grønne trepart i gang med en omfattende omlægning af det danske areal. Kommuner, landmænd og naturorganisationer skal lokalt finde løsninger, der reducerer kvælstofudledningen og omlægger store arealer. Oven i det har regeringen varslet et nationalt sprøjteforbud omkring drikkevandsboringer.

– Det er et paradoks. Europa taler stadig tydeligere om sikre forsyninger og værdien af at kunne producere sine egne fødevarer. Herhjemme lægger vi nye krav oven på en historisk stor omlægning med den konsekvens, at vi risikerer at producere væsentligt mindre, siger Morten Boje Hviid.

Det sagde Ursula von der Leyen om landbrugs- og fødevareerhvervet:

  • Kaldte Europas landmænd »de bedste i verden« og lovede at støtte dem »hele vejen«.

  • Varslede bedre risikostyring efter en sommer med ekstremt vejr.

  • Pegede på behovet for adgang til vand til fødevareproduktionen.

  • Fremhævede præcisionslandbrug som et område, hvor kunstig intelligens kan styrke produktionen.

Kontakt:

Landbrug & Fødevarer pressetelefon tlf.: 33394520

email: presse@lf.dk