
Prikken
Afgift på fossile brændsler uden grønt investeringsvindue
Lovforslag om CO2-afgiften på fossile brændsler har været i høring, men der mangler stadig klarhed over kompensationstiltagene.
Skatteministeriet har i februar udsendt to lovforslag i høring, der vedrører dele af aftalen om grøn skattereform, som den daværende S-regering indgik med Venstre, SF, Radikale Venstre og det Konservative Folkeparti i juni 2022. L&F har afgivet høringssvar til lovforslagene.
Omstillingsstøtte og grønt investeringsvindue
L&F finder det blandt andet problematisk, at der ikke samtidig er offentliggjort lovforslag, der udmønter omstillingsstøtten og de målrettede puljer, der blandt andet skal gå til gartnerierne. Det betyder, at virksomhederne ikke har et overblik over de samlede konsekvenser af den politiske aftale.
Lovforslagene indeholder blandt andet ikke det grønne investeringsvindue, som også var en del af den politiske aftale. Det finder L&F problematisk, da incitamenterne til grøn omstilling bør træde i kraft, før afgiften 1. januar 2025, så virksomhederne har mulighed for at undgå eller mindske deres afgiftsbetaling.
Der har tidligere været et grønt investeringsvindue, som Skatteministeriet kunne søge inspiration i.
CO2-afgiftsfritagelse for ustøttet biogas i gasnettet
Med aftalen om grøn skattereform blev det blandt andet besluttet at udarbejde en analyse om at fritage biogas i gasnettet fra CO2-afgift med oprindelsesgarantier. Analysen, som flere gange er blevet udskudt, er dog endnu ikke offentliggjort. Skatteministeren har senest tilkendegivet, at analysen forventes færdig i 1. halvår 2024.
Der er dog med Skatteministeriets to lovforslag ikke lagt op til CO2-afgiftsfritagelse for ustøttet biogas i gasnettet med oprindelsesgarantier. Tværtimod fastholder lovforslagene den nuværende CO2-afgiftslovgivning. L&F finder, at det er muligt at afgiftsfritage ustøttet biogas i gasnettet for CO2-afgift inden for EU-retten.
L&F arbejder på at fremskynde færdiggørelsen af Skatteministeriets analyse af biogas i gasnettet, som vil danne et sagligt grundlag for fritagelse eller godtgørelse af CO2- og emissionsafgift ved køb af oprindelsesgarantier til ustøttet biogas. Det er vigtigt, at regeringen skaber incitamenter til at anvende grønne energikilder frem for at pålægge yderligere afgifter.
Implementering af forhøjelse af CO2-afgiften
Den forslåede implementering af forhøjelse af CO2-afgiften for ikke-kvoteomfattede virksomheder indebærer, at en del af afgiften kan blive tilbagebetalt til virksomhederne fra indførelsen i 2025 til og med 2029 via momsangivelsen.
Det vækker dog bekymring hos L&F, der i høringssvaret til Skatteministeriet fremhæver, at det ikke kun vil belaste virksomhedernes likviditet, men at det samtidig påfører dem øget administration. I stedet ser L&F, at forhøjelsen af afgiften gradvist indfases over de kommende år begyndende fra 2025 med en konkret sats. Denne model er ikke fremmed for Skatteministeriet, da den ligeledes er forslået i forbindelse med implementeringen af emissionsafgiften.