Lavere fødevaremoms får ikke hveden til at gro
En momssats kan ændres med et flertal i Folketinget. Produktionskapacitet tager år at bygge op.
Af Morten Boje Hviid, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer
Indlægget er oprindeligt bragt i Jyllands-Posten 15. august. Du kan læse det hos JP her hvis du har abonnement.
Jyllands-Posten beskrev forleden, hvordan flere økonomer kritiserer regeringens forslag om lavere fødevaremoms. De peger blandt andet på, at det er usikkert, om lavere moms vil føre til lavere priser. For når prisen er 17,4 mia. kr. om året, er det relevant at spørge, om politikerne overser andre og mere langsigtede greb.
En lavere moms vil som udgangspunkt sænke forbrugerpriserne. Hvor meget og hvor længe er usikkert. Men momsen ændrer ikke omkostningerne ved at producere fødevarerne. Den øger heller ikke udbuddet. Det kan investeringer i stalde, teknologi og mere effektiv produktion derimod.
Den slags investeringer kræver, at man kender sine rammer og vilkår. De færreste boligejere ville gå i banken for at låne til en tilbygning, hvis kommunen først efter byggestart ville fortælle, hvor stor den måtte være. Og det er endda en meget pæn version af den usikkerhed, mange landmænd står med lige nu.
Alligevel er det omtrent den situation, mange landmænd står i lige nu med den nye kvælstofregulering.
Reguleringen træder i kraft den 1. januar 2027. De endelige udledningsgrænser og kvoter kommer først i september. Det samme gælder de endelige tilskudssatser. Imens er de foreløbige grænser allerede blevet ændret.
Landmændene skal altså vælge afgrøder og lægge markplaner for 2027, før de kender de endelige udledningskvoter. Det er svært at kalde for forudsigelige rammevilkår.
Det har konsekvenser ud over den enkelte bedrift. Usikre regler holder investeringer tilbage. Når der investeres mindre, udvikler produktionen sig langsommere. Det svækker udbuddet. Og udbuddet har betydning for priserne. Et større udbud presser priserne ned. Et mindre udbud gør det modsatte.
Danmark kan ikke alene bestemme priserne på de internationale fødevaremarkeder. Men vi kan beslutte, om dansk produktion skal bidrage til udbuddet eller fylde mindre. Hvis dansk produktion flytter ud, forsvinder behovet for fødevarer ikke. Vi bliver blot mere afhængige af, at andre lande leverer dem.
En momssats kan ændres med et flertal i Folketinget. Produktionskapacitet tager år at bygge op. Det kræver investeringer og regler, der holder længere end til næste politiske aftale.
Hvis politikerne vil have en varig effekt, må de også skabe stabile vilkår for investeringer og produktion. Ellers risikerer staten at bruge 17,4 mia. kr. om året på et tiltag med usikker varig effekt, samtidig med at andre politiske beslutninger gør det dyrere og mere usikkert at producere fødevarer.