Regeringen taler grønt - men kan gøre kål på produktionen

Af Peter Nyegaard Nissen, sektordirektør L&F Planter

I denne uge er det National Grøntuge. Det er en oplagt anledning til at tale om de gode, lokale danske frugter og grøntsager og den produktion, der skal sikre, at der også i fremtiden er råvarer fra danske marker i indkøbskurven. 

For vi ved, at mange danskere gerne vil vælge dansk, når de handler frugt og grønt. Og med regeringens forslag om at halvere momsen på frugt og grønt kan dagsordenen på papiret ligne en ren appelsin i turbanen: Billigere grøntsager, dansk produceret og en sympatisk fortælling, som er let at vinde opbakning på. 

Men ude i marken er den selvsamme regering ved at jokke i spinaten. 

For mens man taler om mere dansk frugt og grønt, er den nye kvælstofregulering på vej til at ramme den produktion, der skal levere varerne. Ikke kun frugt- og grøntproducenterne, men også planteavlere generelt – ikke mindst store dele af den danske kartoffelproduktion. 

Det er svært at se logikken. 

Man kan ikke på den ene side bruge dansk frugt og grønt som en sympatisk politisk fortælling - og på den anden side indføre en forhastet og forsimplet regulering, der risikerer at gøre det markant sværere at dyrke netop de afgrøder i Danmark. 

Uheldige kartofler  

Et nyt notat fra SEGES Innovation gør problemet meget konkret for grøntsagsproduktionen. Ifølge notatet kan der blive behov for omkring 20.000 hektar kompensationsareal for at fastholde den nuværende danske grøntsagsproduktion på cirka 8.300 hektar, når den nye kvælstofregulering træder i kraft. Det skyldes, at grøntsager i modellen beregnes til at have markant højere kvælstofudvaskning end almindelige landbrugsafgrøder. 

Det lyder teknisk, men konsekvensen er meget konkret: Én hektar porrer kan udløse behov for op mod seks hektar brak. Én hektar løg kan kræve mere end fem hektar. Og én hektar gulerødder kan kræve knap to hektar. Det er svært at se, hvordan det skal føre til mere dansk frugt og grønt. 

Men det stopper ikke ved grøntsagerne. 

I kartoffelproduktionen advarer producenter og industri også om meget alvorlige konsekvenser. I nogle områder kan kravene betyde, at store arealer skal lægges brak for at fastholde kartoffelproduktionen. Det rammer ikke kun den enkelte avler. Det rammer også de fabrikker, arbejdspladser og værdikæder, der er bygget op omkring dansk kartoffelproduktion. 

Kartofler er ikke bare en afgrøde. De er en del af en stærk dansk plantebaseret fødevareindustri. Derfor er det svært at forstå, hvis reguleringen ender med at svække netop den produktion, regeringen ellers siger, den vil styrke. 

Det grundlæggende problem er, at landbruget bliver skåret over én kam. 

Grøntsager, kartofler, korn, frø, bær og specialafgrøder har forskellige dyrkningssystemer, forskellige jordtyper, forskellige sædskifter og forskellige muligheder for anvendelse af alternative virkemidler. Derfor kan de ikke reguleres med grove modeller, som om virkeligheden i marken er den samme overalt. 

Det var netop ikke meningen med den grønne trepart. 

Det lokale arbejde undermineres 

Hele pointen med de lokale treparter var at finde løsninger tæt på virkeligheden. Kommuner, landmænd, lodsejere og grønne organisationer har brugt tid og kræfter på at finde arealer til vådområder, skov og natur, hvor det giver mest mening lokalt. Det arbejde bygger på en fælles præmis: Vi skal skabe mere natur og et bedre vandmiljø, men samtidig bevare et konkurrencedygtigt landbrug. 

Hvis de nationale gødningsregler nu ændrer dyrkningsvilkårene markant, uden at konsekvenserne er kendt, risikerer man at underminere netop det lokale arbejde. 

Hvordan skal en landmand vurdere, hvilke arealer der kan afgives til vådområder, skov eller natur, hvis han ikke ved, hvilke muligheder der er tilbage på den jord, der skal dyrkes videre? Og hvordan skal kommuner og lodsejere planlægge langsigtet, hvis en af de vigtigste forudsætninger stadig flytter sig? 

Vi skal selvfølgelig have et sundt vandmiljø. Det er der ingen diskussion om. 

Men miljøregulering skal være fagligt solid, målrettet og praktisk mulig at arbejde med. Ellers får vi ikke nødvendigvis bedre løsninger. Vi får lavere produktion, større usikkerhed og mere import. 

Derfor bør politikerne lytte til tre helt centrale pointer. 

For det første skal kvælstofreguleringen målrettes langt bedre. Afgrøder, lokaliteter, jordtyper og dyrkningssystemer kan ikke skæres over én kam. 

For det andet skal konsekvenserne analyseres ordentligt, før reguleringen får fuld virkning. Det gælder ikke kun på bedriftsniveau, men også for hele værdikæder som kartofler, frugt og grønt og andre plantebaserede fødevarer. 

For det tredje skal arbejdet spille sammen med de lokale treparter. Det er dér, de konkrete løsninger skal findes. Ikke i forsimplede skrivebordsmodeller, der risikerer at flytte produktionen ud af landet. 

Det paradoksale er ikke, at regeringen vil have mere grønt. Det paradoksale er, at man samtidig risikerer at gøre det sværere at dyrke det i Danmark. 

Hvis vi vil have mere dansk frugt og grønt, stærk planteavl, en robust kartoffelproduktion og en reel grøn omstilling, skal vi også skabe rammerne for dem, der skal skabe det.