Nyhed, 31.august 2026

L&F arbejder for markant lavere gebyrer på mælkekartoner

Producenter af drikkevarebeholdere på op til 3 liter skal betale for kommunernes oprydning af emballager i offentlige affaldsspande og i naturen.

EU's regler om producentansvar for engangsplast betyder, at producenter af drikkevarebeholdere på op til 3 liter skal betale for kommunernes oprydning af emballager i offentlige affaldsspande og i naturen.

Konsekvensen er, at mejerier også skal betale et oprydningsgebyr for 1-liters mælkekartoner. For mejeribranchen skønnes omkostningen samlet at løbe op i et tocifret millionbeløb årligt.

L&F finder gebyret urimeligt, fordi mælkekartoner kun i meget begrænset omfang forekommer i offentlige affaldsspande og som henkastet affald. Branchen pålægges dermed omkostninger til et affaldsproblem, som mælkekartoner reelt ikke bidrager til.

L&F rejste allerede ved ordningens ikrafttrædelse problemstillingen over for både myndigheder og politikere. Dengang blev det aftalt, at spørgsmålet skulle genbesøges, når der forelå nye data om sammensætningen af affald i offentlige affaldsspande.

Mere retvisende

Energistyrelsen er nu i gang med den nye affaldsanalyse, og L&F arbejder derfor aktivt for at få indført mere retvisende og differentierede gebyrer. Målet er, at emballager, der typisk anvendes som to-go-produkter, fortsat betaler den fulde takst, mens større drikkevarebeholdere - som mælkekartoner - får et væsentligt lavere gebyr.

L&F vil fortsat presse på for, at gebyrerne afspejler de faktiske oprydningsomkostninger. Mejerierne bør ikke betale for oprydning af emballager, der i praksis ikke ender som affald i det offentlige rum.