Foto: L&F

Nyhed, 31.august 2026

L&F's Asien-netværk samlet hos Stauning Whisky

Stauning Whisky dannede rammerne for et netværksmøde i Landbrug & Fødevarers Asien-netværk, hvor flere ledende fødevare- og ingrediensvirksomheder var samlet.

Med fokus på udveksling af viden og erfaringer mellem virksomhederne, der er aktive på eller interesserer sig for markederne i Asien, bød dagen på en række oplæg og diskussioner om den aktuelle og fremtidige udvikling på markederne samt en rundvisning i produktionen hos Stauning Whisky.

- Det er altid skønt at få lov til at vise sin virksomhed frem. Og især når det er for andre virksomheder, der kender til de udfordringer, der findes ved eksport og at udvikle nye markeder. Asien-netværket giver os adgang til andre virksomheders erfaringer med de lande, vi kigger på. Derfor var det også en stor glæde at byde Landbrug & Fødevarers Asien-netværk velkommen hos os her i Stauning Whisky, siger Alex Højrup Munch, Co-founder/CMO, Stauning Whisky.

Foto: L&F

I en længere årrække har Landbrug & Fødevarers Asien-netværk været forum for danske fødevare- og ingrediensvirksomheder med interesser og aktiviteter på de asiatiske markeder. Netværket har skabt en stærk platform for videns- og erfaringsdeling samt samarbejde på tværs af virksomheder, som bidrager til at styrke medlemmernes indsigt i markedsudvikling, nye forbrugertrends, forretningsmuligheder og eksportrelaterede udfordringer. Der afholdes årligt to fysiske netværksmøder hos medlemmerne af netværket samt en række virtuelle møder, hvor der oftest sættes fokus på konkrete markeder eller temaer.

- Asien-netværket, med L&F som kompetent primus motor, giver os muligheden for løbende at få taget temperaturen på udvalgte markeder. Dette sker i et åbent og uformelt forum, hvor fokus er på at støtte og hjælpe hinanden og den danske fødevarebranche som helhed, fortæller Henrik Pedersen, CEO Ovodan Egg Group

Foto: L&F

I skrivende stund består Asien-netværket af 19 danske fødevare- og ingrediensvirksomheder, herunder en række centrale medlemsvirksomheder i Landbrug & Fødevarer. I netværkskredsen er blandt andre Danish Crown, Arla Foods Ingredients, KMC, Royal Greenland, Danpo, Atria, Ovodan, Essentia Protein Solutions og Danæg, som alle bidrager til netværkets faglige styrke og erfaringsudveksling om de asiatiske markeder.

- Jeg ser stor værdi i Asien-netværket i L&F. Netværket giver adgang til relevante virksomhedsbesøg, inspirerende oplæg og værdifuld videndeling. Samtidig fungerer det som et vigtigt forum, hvor man i uformelle rammer kan mødes med andre aktører i branchen og udveksle erfaringer og perspektiver. For os, som er i den tidlige fase af opbygningen af vores forretning i Asien, er både de indsigter, vi opnår gennem netværket, og den kvalificerede sparring, vi får adgang til, af meget stor værdi, fastslår Gustaf Birkoff, Group Vice President Product Export, Atria.

Hvis man har spørgsmål til vores arbejde og aktiviteter i Asien-netværket, kan man række til Landbrug & Fødevarer – Afdelingen for Handel, Marked & Geopolitik:

  • Mathias Sandholt Knauf på mskn@lf.dk / +45 23369061 – Seniorkonsulent.

Desuden anvendes netværket til sparring om mulige markedsaktiviteter i Asien, herunder bl.a. i forhold til fødevareudstillinger. I juni 2026 samlede Landbrug & Fødevarer 9 danske fødevarevirksomheder på en dansk fællesstand på Seoul Food. Vi gentager succesen igen i juni 2027 og sender snart invitationen ud.

Hvis man har spørgsmål til vores arbejde med fødevareudstillinger i Asien, kan man række til Landbrug & Fødevarer – Afdelingen for Handel, Marked & Geopolitik:

  • Michael Stahlschmidt på mis@lf.dk / +45 21241711 – Udstillingschef