Nyhed, 29.september 2026

Regeringen vil se på emballagegebyrer – men der er mangler

Regeringen har annonceret et nyt lovforslag, der skal reducere virksomhedernes omkostninger under det udvidede producentansvar for emballage.

Forslaget skal indføre et permanent benchmark for de kommunale gebyrer, som skal reducere virksomhedernes kommende emballageregning med 400 mio. kr.

For Landbrug & Fødevarer er udmeldingen et vigtigt skridt i den rigtige retning. L&F har gennem længere tid arbejdet for at få nedbragt de kommunale gebyrer under producentansvaret og har presset på for en mere omkostningseffektiv model.

L&F vil nu fortsætte arbejdet for, at regeringen også følger op på anbefalingerne fra Virksomhedsforum for Producentansvar for Emballage. Her har L&F deltaget for at identificere muligheder for regelforenkling og mindre administration, som fødevarevirksomhederne er hårdt ramt af. I februar 2026 afleverede Virksomhedsforum fem konkrete anbefalinger til ministeren med fokus på at gøre producentansvaret enklere og mere proportionalt.

Plads til forbedringer

Selvom regeringens forslag er positivt, vil det i praksis stadig ikke være tilstrækkeligt til at reducere den emballageregning fødevarevirksomhederne betaler i dag. Det skyldes, at lovforslaget primært har til formål at begrænse en fremtidig stigning i de kommunale gebyrer. L&F vil derfor i den kommende høringsperiode samt lovbehandling arbejde for, at der opnås egentlige reduktioner i virksomhedernes betaling.

Hvis der er spørgsmål til lovforslaget og L&Fs arbejde, kan der tages kontakt til Henrik Borg Kristensen, hbk@lf.dk, 30 70 31 19.