Danske fødevarer indtager ADIFE-messen i Abu Dhabi
Landbrug & Fødevarer samlede i sidste uge danske fødevarevirksomheder på en dansk fællesstand i anledning af Global Food Week 2026.
På fællesstanden fra den 6. til den 8. oktober var stærke brands repræsenteret fra Arla, Thise Mejeri, Mammen Cheese, Barrit Mejeri, Bornholms Andelsmejeri/St. Clemens og Robert Damkjær. Standen præsenterede dermed en bred vifte af danske fødevarer for internationale aktører inden for fødevarer, landbrug og fødevaresikkerhed
- Det har været tre spændende dage med stor interesse for danske mejeriprodukter. Der er generelt ingen tvivl om, at dansk mejeri er velkendt i regionen for sin høje kvalitet og store innovation. Vi har haft mange forespørgsler, så potentialet for de danske mejerier er klart til stede, udtaler Lars Witt Jensen, Head of Marketing i Mejeriforeningen, om messen.
Landbrug & Fødevarers afdeling for Handel, Marked & Geopolitik arrangerer ca. 20 markedsfremstød, inkl. udstillinger, årligt, hvor deltagende virksomheder får en unik mulighed for at netværke med andre danske virksomheder og vedligeholde eksisterende samt skabe nye markedsrelationer. Det er messen i Abu Dhabi et godt eksempel på.
Global Food Week-messen afholdes for tredje gang og samler over 2.500 virksomheder og varemærker fra 92 lande på tværs af otte sektorer. Messen skaber dermed gode muligheder for at styrke de danske virksomheders internationale profilering, outreach og etablering af nye forretningsforbindelser på tværs af den globale fødevare- og landbrugsværdikæde.
Den danske fællesstand blev også besøgt af Generalkonsulen i Dubai i forbindelse med den officielle åbning, samt efterfølgende besøg af ambassadøren fra Abu Dhabi. Deltagelsen gav samtidig virksomhederne mulighed for at skabe nye forbindelser, udveksle perspektiver og undersøge mulighederne for internationalt samarbejde med de lokale myndigheder.
Hvis du har spørgsmål til fællesstanden eller ønsker at deltage i vores næste, kan du kontakte afdelingen for Handel, Marked & Geopolitik.