Morten Boje Hviid, adm. direktør
Hvor er den samlede plan for vores fødevarer?
Af Morten Boje Hviid, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer
Indlægget har været bragt i Børsen.
Nye krav og politiske beslutninger ændrer vilkårene for dansk fødevareproduktion fra flere sider på én gang. Men hvor er planen, der ser på totaliteten og sikrer et stærkt og konkurrencedygtigt fødevareerhverv efter omstillingen?
Da parterne underskrev den grønne trepart i juni 2024, var ambitionen både at reducere landbrugets klima- og miljøaftryk og sikre et stærkt, konkurrencedygtigt og udviklingsorienteret erhverv.
Derfor blev det aftalt, at der skulle udarbejdes en samlet vækstplan. Arbejdet skulle sættes i gang i 2024. Hvor er den plan blevet af?
2027 er langt væk
Samtidig har regeringen varslet en national fødevarestrategi i 2027. Det er positivt, men 2027 er langt væk for et erhverv, der allerede nu skal navigere i markant ændrede rammer.
Vækstplanen og fødevarestrategien er to forskellige spor, men begge bør bidrage til den samlede retning, der mangler i dag.
Landmænd og fødevarevirksomheder møder ikke ét krav ad gangen. De møder summen af dem. Hvad betyder nye krav og begrænsninger tilsammen for råvaregrundlaget, investeringerne og muligheden for fortsat at producere fødevarer i Danmark?
Landmænd og virksomheder er allerede i gang med at investere, udvikle og omstille produktionen. Danmark har et stærkt udgangspunkt for at udvikle en fødevareproduktion, der bruger færre ressourcer, udleder mindre og samtidig er konkurrencedygtig. Vi har dygtige landmænd, stærke virksomheder, forskning, teknologi og en værdikæde bygget op over generationer.
Men et krav ét sted i produktionen kan få konsekvenser et andet sted. Hvis råvaregrundlaget ændrer sig, påvirker det virksomhedernes muligheder for at investere og fastholde produktion i Danmark.
Skal kunne se råvaregrundlag
Når en fødevarevirksomhed overvejer en ny fabrik eller produktionslinje, skal den kunne se et dansk råvaregrundlag mange år frem. Ellers kan investeringen ende i et andet land. Store investeringer kræver, at man kan se en vej frem.
Det samme gælder, når der tales om at producere mere økologisk, mere plantebaseret eller andre afgrøder. Produktion kan ikke omlægges uafhængigt af markedet. Nogen skal efterspørge og betale for varerne.
Politik kan ændre rammerne og skabe incitamenter til at investere i noget andet. Men den skaber ikke i sig selv efterspørgsel. Hvis markedet ikke følger med, risikerer producenter at stå med regningen for store og langsigtede investeringer i en politisk ønsket retning.
Det må ikke blive modellen for den grønne omstilling.
Danmark producerer samtidig fødevarer på et internationalt marked, hvor Europa kan få endnu større betydning i de kommende år.
EU-Kommissionen lægger vægt på en konkurrencedygtig og robust fødevaresektor, fødevaresikkerhed, innovation og Europas evne til fortsat at producere fødevarer. Det hensyn bør også afspejles i dansk politik.
Omstilling skal give plads til investeringer
Hvis Europa vil styrke en konkurrencedygtig fødevareproduktion, skal den danske omstilling også give plads til investeringer, udvikling, afsætning og eksport.
Danmark har gode forudsætninger for at lykkes. Men et stærkt fundament er ikke nok, hvis rammerne ændrer sig uden en klar plan for, hvad der skal komme bagefter.
Så tilbage til begyndelsen: Hvor er vækstplanen, og hvor er regeringens plan for at omsætte den til virkelighed?
Vækstplanen er et vigtigt skridt mod det, vi mangler: en samlet retning for hele fødevareklyngen.
Omstillingen er allerede i gang. Planen for, hvordan vi kommer igennem den, bør være det samme.