Nye krav til fødevarevirksomheders spildevand
Fødevarevirksomheder får nye krav til deres spildevand. L&F arbejder for en enkel løsning med klare krav og mindst mulig administration.
Nye regler for tilslutningstilladelser i udkast til ny spildevandsbekendtgørelse får betydning for en række større fødevarevirksomheder, herunder mejerier, slagterier, kartoffelmelsfabrikker, korn- og foderstofvirksomheder, fiskeforarbejdning og sukkerfabrikker. Reglerne følger af EU’s IE-direktiv og stiller nye krav til samspillet mellem virksomhed, renseanlæg og kommune.
Virksomheden og renseanlægget skal blandt andet vurdere, hvor meget renseanlægget reducerer virksomhedens emissioner. Vurderingen skal indgå i grundlaget for kommunens tilslutningstilladelse og skal ajourføres, hvis relevante forhold ændrer sig.
L&F har i sit høringssvar til spildevandsbekendtgørelsen lagt vægt på, at reglerne skal gennemføres proportionalt og med færrest mulige administrative byrder. Vi efterlyser derfor en klar vejledning om blandt andet dokumentationskrav, datagrundlag, ansvarsfordeling og håndtering af faglig uenighed mellem virksomhed og renseanlæg. L&F foreslår også en fælles skabelon eller checkliste, så reglerne administreres så enkelt og ensartet som muligt.
L&F mener samtidig, at myndighedernes vurdering af et tidsforbrug på ca. fem timer pr. virksomhed er i den lave ende. Tidsforbruget vil afhænge af den konkrete udmøntning, og nogle virksomheder må forventes at få behov for ekstern rådgivning.