Nyhed, 21.april 2026

– Sikkerhed handler meget om den gode samtale

Snakken om dagens opgaver over den fælles morgenmad er med til at skabe et sikkert arbejdsmiljø på Nordbæk Landbrug.

Nordbæk Landbrug ved Bække i Østjylland er med 300 malkekøer et af de landbrug, hvor der er mange opgaver, som potentielt kan give anledning til alvorlige arbejdsulykker. Det har man dog hidtil været forskånet for, og det skyldes formentlig, at man har meget struktur omkring arbejdet med at have en sikker og tryg arbejdsplads

Det fortæller mælkeproducent Jytte Have, der driver gården med sin mand Henning.

- Den handler selvfølgelig meget om de rent fysiske rammer. De skal være indrettet på en måde, så vi kan løse opgaverne med mindst mulig risiko for, at der sker uheld. Det er helt grundlæggende. Vi har for eksempel brugt en del tid og energi på at lave nye siloer, så vi kan have al vores ensilage her på gården. Vi skal ikke ud at køre på vejen efter det hele vinteren. Vi har lavet siloerne, så der er trappegange, så vi kan komme op ad dem og dække ordentligt fra siderne. Vi arbejder også med tjeklister for, hvornår forskellige ting skal efterses og vedligeholdes, så der ikke er ting, der er i uorden på et uheldigt tidspunkt, siger Jytte Have.

Fastholder de gode vaner

Lige så centralt som rammer og redskaber er dog den gode dialog om, hvordan man gør tingene på den rigtige og trygge facon, og at man altså ikke selv skal gå i gang med en opgave, der kræver to mand.

- Vi snakker meget om tingene. Ikke mindst ved vores fælles morgenbord klokken 8. Her går vi opgaverne igennem. Hvad skal der laves i dag, ud over de faste ting, og er der noget særligt, vi skal være opmærksomme på i den forbindelse. Det er egentlig ganske simpelt, men samtalen kan altså bringe os langt i retning af at have en god og sikker arbejdsplads. Det kan også være at vi går og for sjov minder hinanden om hele tiden, at vi altså skal huske at spænde sikkerhedsselen på minilæsseren. Det kan godt være med et glimt i øjet, men er med til at fastholde de gode vaner, siger Jytte Have.

Klar kommunikation

Hendes bedste råd til andre landmænd er at være klar i kommunikationen til og med medarbejderne om, hvordan vi gør tingene rigtigt.

- Det er med til at skabe en god kultur, hvor vi allesammen er opmærksom på sikkerheden. Og så skal vi huske, at selv om vi synes, vi gør det godt, så kan vi altid blive bedre, når det handler om arbejdsmiljø.