
Er bægeret halvt fyldt eller halvt tomt?
Hans Erik Jørgensen giver her sin vurdering af den økologiske markedssituation.
Gennem de sidste 20 år har økologien vækstet stabilt. Det gælder uanset, om vi måler i forbrug, areal eller antal økologiske husdyr. Selv gennem finanskrisen og coronakrisen formåede vi at vækste. Og vi har formået at få det røde-Ø til at være meget kendt brand, som forbrugerne forbinder med stor troværdighed. Så grundlæggende står vi ret godt.
Men det ændrer ikke ved, at verden står lidt på hovedet for tiden. Der er krig i Europa. Der er høj inflation, høje energiomkostninger, og mange forbrugere har fået en forskrækkelse. Økologien er dog heldigvis utrolig robust, og der er ikke noget, der tyder på, at forbrugerne vælger økologien fra, fordi det ikke længere er relevant for dem. Men de trader lidt ned, går mod discount, køber på tilbud og går måske også lidt mere fra kød til grønne proteiner. For nogle forbrugere handler den krise, befinder os i nu, måske mere om en psykologisk krise end en reel økonomisk krise. Situationen vi er i nu, minder os også om, der ikke skal produceres mere økologi, end der kan afsættes, så der også er økonomi i at være økologisk landmand.
Økologiens solide fundament
Hvor længe den afmatning, vi befinder os i, vil vare, skal jeg ikke spå om. Men jeg er overbevist om, at økologien og væksten kommer tilbage igen på fuldt drøn, og at de økologiske forbrugere stadigvæk er derude - både på hjemmemarkedet og på eksportmarkedet. Jeg er også helt overbevist om, at økologiens værdier med bl.a. høj dyrevelfærd, stor biodiversitet, rent drikkevand og meget mere kun bliver mere aktuelt i fremtiden.
Udvikling og viden
Og medens vi venter, skal vi udvikle og levere på alle de gode naturlige løsninger, som økologien står for. Vores økologiske udviklingscenter Innovationscenter for Økologisk Landbrug skal sammen med andre gode kræfter arbejde på højtryk, så vi med naturlige løsninger også kan levere på et klimarigtigt landbrug.
Innovationscentret er lige kommet med en ny økologisk vidensportal, og i L&F Økologi lancerer vi efter påske en ny digital undervisningsportal ØKOPORTALEN til landbrugsskolerne og os andre. Begge portaler kan I læse mere om i nyhedsbrevet.
Frem med de gode historier om økologi
Men lige nu skal vi havde fortalt alle de gode historier om økologien, og det på mange måder.
Køerne på græs er lige om hjørnet, og Sofari kommer i maj. Vi har lige udgivet podcastserien Økotrip, der fortæller forbrugerne om nogle af de mange nye spændende ting, der sker i økologien. Lyt med og del gerne med jeres familie og venner. Og så går vi jo alle selv rundt med et genialt redskab i baglommen, der både kan tage billeder og skabe muligheder på sociale medier. Så den skal ikke have for lidt.
Det er vigtigt, at vi forholder os til de bump, vi møder i tiden. Men vi også huske at nyde alt det skønne ved at være landmand. Arbejdet med jord, dyr, planter, natur og meget mere.
Den fedeste tid ligger lige om hjørnet. Dagen er tiltaget med godt seks timer, fuglene synger, og luften er frisk. Foran os står nogle dejlige lange dage: vi skal i marken, dyrene skal ud, vi har røde kinder og sover godt om natten.
Rigtig god påske!