
Pesticid-debatten har brug for fakta – dem har L&F nu samlet
Debatten om pesticider fylder meget i mediebilledet. Desværre er der ikke altid styr på fakta.
Landbrug & Fødevarer har derfor udarbejdet en pjece, som kommer hele vejen rundt om pesticider - fra a til å.
” »Det er en farce«: For tredje år i træk kan kartofler sprøjtes med gift, der kan give hjerneskader”.
”Grundvandet er truet langt mere, end vi hidtil har troet”.
”Nyt studie slår fast: Pesticider slår bier ihjel”.
De ovenstående citater er tilfældige overskrifter fra mediedækningen af pesticider fra aviser i de seneste år. Alle er kendetegnet ved at fortælle en historie om pesticider og en given problemstilling, som umiddelbart lyder meget alvorlig.
Vi ser ofte historier, der står en anelse skarpt vinklet. Og nogle gange desværre decideret vildledende mediehistorier, især i overskrifterne.
Det går Landbrug & Fødevarer op imod med fakta og baggrund. Organisationen har lavet en pjece, man kan have baghånden, der indeholder relevante fakta, tal og ekspertudsagn om de mest omtalte temaer. Så kan vi styrke den offentlige samtale om pesticider på et faktuelt grundlag.
Fokus på fordele
Pjecen giver o gode argumenter om, hvorfor vi anvender pesticider, hvordan de er reguleret, og hvad konsekvenserne ville være, hvis man ikke havde dem. I mediedebatten er der ofte meget fokus på påståede ulemper, men knap så meget på fordele som høje udbytter, sygdomsfri og lagerfaste produkter og effektiv bekæmpelse af skadevoldere.
Om temaet i medierne bliver pesticider mht. grundvandet, bier, dispensationer eller noget helt fjerde, kan vi ikke vide. Men med pjecen i hånden, er vi bedre forberedt.
Viceformand Thor Gunnar Kofoed er afsender af pjecens forord:
"Til trods for, at dansk regulering er blandt de strengeste i verden, er kritikken ikke forsvundet – tværtimod er den højt på den offentlige dagsorden. Vi ser derfor et behov for at styrke den offentlige samtale om pesticider. Det er formålet med denne pjece, som giver et indblik i pesticiderne – både hvad de er, hvordan de bruges, samt historikken fra den brogede fortid til den moderne regulering i dag."