Nyhed, 20.marts 2024

Afgiften på landbrugsdiesel stiger

Lovforslag om CO2-agiften på fossile brændsler har været i høring, men der mangler stadig klarhed over kompensationstiltagene.

Skatteministeriet har i februar udsendt to lovforslag i høring, der vedrører dele af aftalen om grøn skattereform, som den daværende S-regering indgik med Venstre, SF, Radikale Venstre og det Konservative Folkeparti i juni 2022. 
 

  • L&F har afgivet høringssvar til lovforslagene – se dem her

Landbrugsdiesel  

Følgelovforslaget vedrører blandt andet den fremtidige afgift på landbrugsdiesel. Landbrugsdiesel bliver på lige fod med andre ikke-kvoteomfattede virksomheder pålagt en afgift på 750 kr./ton i 2030 (2022-priser).  Der er dog en smule uklarhed i lovforslaget om, hvorvidt der fortsat skal betales energiafgift af landbrugsdiesel. Det vil L&F følge op på.   

Omstillingsstøtte og grønt investeringsvindue 

L&F finder det blandt andet problematisk, at der ikke samtidig er offentliggjort lovforslag, der udmønter omstillingsstøtten og de målrettede puljer, der blandt andet skal gå til gartnerierne, som også var en del af den politiske aftale. Det betyder, at virksomhederne ikke har et overblik over de samlede konsekvenser.  

Lovforslagene indeholder blandt andet ikke det grønne investeringsvindue, som også var en del af den politiske aftale. Det finder L&F problematisk, da incitamenterne til grøn omstilling bør træde i kraft, før afgiften 1. januar 2025, så virksomhederne har mulighed for at undgå eller mindske deres afgiftsbetaling. Der har tidligere været et grønt investeringsvindue, som Skatteministeriet kunne søge inspiration i.  

Implementering af forhøjelse af CO2-afgiften 

Den forslåede implementering af forhøjelse af CO2-afgiften for ikke-kvoteomfattede virksomheder indebærer, at en del af afgiften kan blive tilbagebetalt til virksomhederne fra indførelsen i 2025 til og med 2029 via momsangivelsen.  

Det vækker dog bekymring hos L&F, der i høringssvaret til Skatteministeriet fremhæver, at det ikke kun vil belaste virksomhedernes likviditet, men at det samtidig påfører dem øget administration. I stedet ser L&F, at forhøjelsen af afgiften gradvist indfases over de kommende år begyndende fra 2025 med en konkret sats. Denne model er ikke fremmed for Skatteministeriet, da den ligeledes er forslået i forbindelse med implementeringen af emissionsafgiften