Nyhed, 06.november 2025

L&F’s valghåndbog guider til indflydelse

Lokalt engagement gør forskellen ved kommunalvalget. L&F giver tips til alt fra debatindlæg over valgmøder under lokaldemokratiets fest.

L&F Valghåndbog, Kommunalvalg 2025

Et kommunalvalg er også et valg om, hvordan fremtidens fødevareerhverv og lokalsamfund skal udvikle sig. Derfor har Landbrug & Fødevarer udgivet en Valghåndbog, der skal hjælpe lokale foreninger, landmænd og fødevareaktører med at få indflydelse i deres kommune.

“Aftaler skaber ikke forandring i sig selv. Det gør mennesker”, skriver formand Søren Søndergaard i forordet.

Håndbogen opfordrer derfor til, at alle i erhvervet bruger deres viden, netværk og erfaring aktivt i valgkampen – gennem dialog, debatindlæg, gårdbesøg og vælgermøder.

Og håndbogen hjælper alle dele godt på vej med dokumenteret fakta og specifikke redskaber. Bladrer man ind på de første sider, forklares der tydeligt, hvordan fødevareklyngen står for over 180.000 arbejdspladser og bidrager med 4,5 pct. af BNP. Og hvordan landbruget samtidig går forrest med den grønne trepart, der forener klima, natur og produktion.

Udover fakta og håndgribelige tiltag rummer valghåndbogen fem konkrete forslag til lokale mærkesager; Fra styrkelse af de lokale treparter og levende landsbyer til mere dansk mad i de offentlige køkkener og enklere vilkår for virksomheder.

Derfor er valghåndbogen fuld af råd til, hvordan man kan påvirke den lokale dagsorden i det valg, som er lokal forankret for kommunernes borgere. For kommunalvalg 2025 er et vigtigt valg for fødevaresektoren. Det er nu, at lokale foreninger og landmænd skal fortælle, hvad de gør, hvorfor, hvad målet er – og hvordan vi når det bedst.