TV2 erkender fejl efter skarp L&F-kritik
Landbrug & Fødevarer mener, at TV 2 tegnede et misvisende billede af nitrat i grundvandet under statsministerduellen. TV 2 erkender efter langvarigt L&F pres.
Ifølge L&F viste TV 2 et GEUS-kort med historiske fund af nitrat over 2 mg/l, selv om grænseværdien for nitrat i drikkevand er 50 mg/l. Organisationen mener derfor, at kortet blev brugt på en måde, som kunne få seerne til at tro, at der var tale om langt mere alvorlige problemer, end data faktisk dokumenterer.
L&F gik selvsamme aften i rette med TV 2 om det fejlagtige kort, samtidig med L&F-formand Søren Søndergaard var direkte igennem på TV 2 News med sine reaktioner.
TV 2 tog sin tid om at rette til, men L&F’s fakta var ikke til at stå imod. TV 2 har efter klagen fra L&F rettet deres fejl, hog TV 2 måtte bringe en tydelig rettelse i stationen store nyhedsudsendelse fredag d. 13/3 kl 19:00.
- Det er helt afgørende, at fakta om vores grundvand formidles korrekt både over for danskerne og i den politiske debat. Derfor er vi glade for, at TV2 nu berigtiger præsentationen af kortet, siger Martin Hjort Jensen, der er viceformand i Landbrug & Fødevarer.
Læs mere om dette her
L&F peger sin faglige kritik på, at de viste niveauer lå op til 25 gange under grænseværdien, og at kortet samtidig byggede på gamle målinger, hvor nogle går helt tilbage til 1940’erne. Derfor mener L&F, at kortet ikke gav et retvisende billede af den aktuelle tilstand.
Klagen rettede sig også mod, at kortet ifølge L&F blev sat ind i en aktuel debat om drikkevand, uden at seerne fik den nødvendige forklaring på, hvad kortet faktisk viste. Dermed kunne det fremstå, som om store dele af Danmark i dag har alvorlige problemer med nitrat i drikkevandet, selv om kortet ikke dokumenterer det.
L&F henviser desuden til, at GEUS efterfølgende har præciseret, at kortet ikke kan bruges til at vurdere grundvandets generelle tilstand eller kvaliteten af det drikkevand, der leveres til forbrugerne. På den baggrund krævede L&F, at TV 2 lavede en offentlig rettelse af det, L&F betegner som en misvisende fremstilling. Og det er nu altså sket.
Læs en endnu mere grundig faglig kritik her
L&F har desuden klaget til DR
Klagen over DR sker i forbindelse med en formulering i Radioavisen d. 12. marts, hvor der blev talt om “kræftfremkaldende sprøjtegifte”, der siver ned mod grundvandet.
Her mener L&F for det første, at der ikke er dokumentation for generelt at omtale sprøjtemidler som kræftfremkaldende. For det andet kritiserer L&F brugen af ordet “sprøjtegift”, som vi ikke mener er neutralt. Efter L&F’s vurdering burde DR i stedet have brugt betegnelsen “sprøjtemiddel”. DR har endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Valgkampen støder på mange debatemner, hvor larm hurtigt kan fylde mere end fakta. Derfor har L&F lanceret en side om fakta i valgkampen - Læs mere om den her