Behov for justeringer af CAP-planen til 2027
L&F har sendt indspil til justeringer af den danske implementering af EU’s landbrugspolitik til støtteåret 2027 til myndighederne.
Landbrug & Fødevarer har sendt en lang række forslag til justeringer af den danske CAP-plan til Ministeriet for Grøn Trepart og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. CAP-planen beskriver den danske implementering af EU’s landbrugspolitik i Danmark og justeres løbende fra år til år. Ændringer af CAP-planen skal i udgangspunktet godkendes af EU-Kommissionen.
Nogle af Landbrug & Fødevarers væsentlige fokusområder er blandt andet:
Fuld implementering af EU’s forenklingspakker
Det er blandt andet vigtigt, at de sidste par års forenklingspakker fra EU bliver fuldt udnyttet i den danske implementering. Det skal derfor sikres, at vi kommer helt af med 4 pct. brak-kravet (GLM 10), at vi får ændret definitionen af permanent græs fra 5 år til 7 år, at vi får implementeret en forenklet ordning for små landbrug, og at vi får justeret afgrøderotationskravet (GLM 7), så det bliver forenklet og ikke spænder ben for den nye kvælstofreguleringsmodel, der forventes til 2027.
Støtteordninger skal bedst muligt understøtte den grønne trepartsimplementering
En række af støtteordningerne under EU’s fælles landbrugspolitik skal understøtte arbejdet med arealomlægningsindsatsen under den grønne trepart. Landbrug & Fødevarer har i den forbindelse et stort fokus på, at disse ordninger kommer til at virke efter hensigten, og at der skabes de rette økonomiske incitamenter og tilstrækkelige erstatninger for landmændene i ordningerne. Det samme gælder for kompensationsordningen under den nye kvælstofreguleringsmodel og flere andre tilskudsordninger
Retssikkerhed, forenkling, kontrol og sanktioner
En række af forslagene har fokus på at skabe forenkling og forbedre landmændenes retssikkerhed i forbindelse med kontrol og sanktioner. Det drejer sig blandt andet om øget varsling af kontroller efter samme model, som det gøres i Sverige, og øget anvendelse af forskudsbetalinger, som øger likviditeten hos landmændene og reducerede sanktioner på støtteordninger med satellitkontrol.
Hvad sker der nu?
Landbrug & Fødevarer følger løbende op på de ønsker, vi har til ændringer af de enkelte støtteordninger. Vi fortsætter dette arbejde den kommende tid.