Forårets indsatser påvirker kvælstofreguleringen fra 2027
Gennemført og forventet arealomlægning får betydning for kvælstofreguleringen fra 2027. Det er derfor vigtigt, at du danner dig et overblik over dine muligheder
Foråret 2026 er afgørende for landmænd, der ønsker at påvirke den kvælstofregulering, som træder i kraft fra 2027. Gennem arealomlægning og deltagelse i en række eksisterende ordninger kan der bidrages til at reducere udledningen af kvælstof i det enkelte vandopland, og dermed til reguleringens niveau fremover.
Den kommende regulering tager udgangspunkt i, hvor meget kvælstof der samlet udledes fra markerne til vandmiljøet i hvert vandopland. Efterhånden som et vandopland når sine mål for kvælstofindsatsen og kommer under ”braklægningspunktet”, kan reguleringstrykket blive sænket. Derfor har kollektive indsatser og omlægning af arealer betydning, ikke kun for den enkelte bedrift i form af en eventuel øget retention, men for alle landmænd i samme opland. Selvom kvælstofreguleringen nu er de rammer, landbruget må arbejde inden for, forbliver L&F meget kritisk over for den politiske aftale og arbejder konstant for forbedringer. Læs vores kritik efter aftalens indgåelse her Kvælstof-aftale eksperimenterer med landbrugsproduktionen
Arealomlægning er et centralt virkemiddel
Arealomlægning spiller en central rolle i indsatsen. Udtagning af landbrugsjord, ekstensivering, etablering af vådområder og skovrejsning bidrager alle til at reducere kvælstofudledningen. For at indsatserne kan indgå i beregningen af reguleringen for 2027, er det vigtigt, at de bliver registreret rettidigt. Det gælder både projekter, der allerede er gennemført, og projekter, hvor der er søgt om tilskud eller afgivet en formel hensigt om omlægning.
Status på udtagningsindsatsen i foråret 2026
I april og maj 2026 gør Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø status på udtagningsindsatsen. De præcise skæringsdatoer for opgørelserne vil blive meldt ud særskilt.
Statusopgørelsen baseres på tre elementer:
- Gennemført arealomlægning
- Effekten af vådområder og lavbundsprojekter, som forventes gennemført inden udgangen af 2027
- Ansøgninger til ekstensiveringsordninger, minivådområder og skovrejsning fra 2025 og 2026.
Ansøgningsrunden for minivådområder er netop lukket med stor søgning, men det er fortsat muligt at søge om skovrejsning og ekstensivering. SGAV har et skema på vej, som vil vise, hvordan de enkelte ordninger indgår i opgørelsen. Formålet er at skabe et samlet overblik over, hvordan forskellige indsatser bidrager til den samlede kvælstofindsats i vandoplandene og dermed til den fremtidige regulering.
Reguleringen beregnes i 2026
På baggrund af den registrerede indsats beregner styrelsen reguleringen for 2027 i løbet af 2026. Resultatet forventes meldt ud i september. Det betyder, at beslutninger og handlinger i foråret kan få direkte betydning for reguleringen allerede fra næste planperiode.
Faktaark og viden
Du kan finde flere oplysninger om kvælstofreguleringen og den kommende opgørelse på sgav.dk, hvor der bl.a. er en underside om kvælstofregulering og arealomlægning. Her finder du også faktaarket “Sådan kan du påvirke dit vandoplands udledningskvote” fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, som kan findes her: https://sgav.dk/Media/639080444263305629/Faktaark%20-%20Sådan%20kan%20du%20påvirke%20dit%20vandoplands%20udledningskvote270226.pdf