TFA taskforce: Status på alternativer til fluorpesticider
Arbejdet i de to TFA-taskforces for hhv. kartofler og andre afgrøder har nået vigtig milepæl.
Mulige alternative midler ud fra en faglig vurdering er nu identificeret og forslag til yderligere indsatser med længere sigte er spillet ind.
Som konsekvens af Miljøstyrelsens afgørelser om at tilbagekalde de 33 fluorpesticider pga. PFAS-aktivstoffer nedsatte daværende regering v. Miljø- og Ligestillingsministeriet i september 2025 to faglige taskforces, en for kartofler og en for øvrige afgrøder. Det politiske opdrag til de to taskforces var, at myndigheder i samarbejde med erhvervet skulle finde løsninger inden for gældende regler med henblik på at mindske konsekvenserne for det samlede erhverv.
I de to taskforces deltager myndigheder og erhvervet for at kunne forene ekspertise og viden. Erhvervets repræsentanter er udpeget af Landbrug & Fødevarer, og der er deltagelse af brancherepræsentanter, SEGES (i funktion af fageksperter) og L&F. Landbrug & Fødevarer koordinerer erhvervets indsats i de to taskforces med faglig bistand fra SEGES. Fra myndighederne deltager Miljøstyrelsen og Miljø- og Ligestillingsministeriet. AU-Agro er udpeget som myndighedsrådgiver, og en repræsentant fra Landbrugs- og Fødevareministeriet deltager som observatør.
Første milepæl har været hurtigst muligt at identificere mulige alternativer til de udfasede pesticider. De mulige alternativer, som fagligt vurderes som potentielle løsninger, er nu identificeret.
De to nedsatte taskforces har i deres arbejde gennemgået og analyseret mulige alternative pesticider. SEGES har i samspil med erhvervets øvrige repræsentanter indhentet viden fra ind- og udland og fra agrokemiske virksomheder om alternative midler af både i dag godkendte aktivstoffer i Danmark og for tidligere godkendte pesticider. Dertil er der indhentet viden om aktivstoffer godkendt i nabolande.
Erhvervets repræsentanter har på møder i de to taskforces fremlagt diverse spørgsmål over for myndighederne om muligheder for godkendelse, udvidet godkendelse, dispensation, mindre anvendelse mm. Miljøstyrelsen har inden for gældende lovgivning og godkendelsesrammer vejledt om muligheder for at få aktivstoffer godkendt til anvendelse samt påpeget de eventuelle udfordringer, som aktivstofferne ville møde ved en sagsbehandling af en ansøgning om godkendelse.
På baggrund af dette arbejde har erhvervet peget på de muligheder, som fagligt vurderes som potentielle løsninger, der i forskellig grad kan reducere tabet i planteproduktionen.
Der udestår dog i en række tilfælde behov for at vurdere alternativernes effektivitet og om der er sikker anvendelse ift. sundhed og miljø, hvorfor det ikke på forhånd kan siges, om midlerne opnår godkendelse. Alternativerne er i de fleste tilfælde – selv hvis de opnår godkendelse – ikke én til én løsninger.
Som forudset er der tale om et meget begrænset antal midler, som ud fra en faglig vurdering vurderes som mulige alternativer, og flere af disse støder ind i barrierer i de gældende regler, hvorfor der er behov for politisk opfølgning.
I forhold til de midler, hvor de agrokemiske firmaer sender ansøgninger til Miljøstyrelsen er det afgørende vigtigt, at Miljøstyrelsen kan nå at færdigbehandle ansøgningerne i tide set i forhold til tidspunktet for, hvornår fluorpesticiderne udfases og de alternative midler potentielt kan komme på markedet.
Erhvervets egne vurderinger er afleveret til Miljø- og Ligestillingsministeriet
I løbet af vinteren har vi desuden fra erhvervssiden og på efterspørgsel fra Miljø- og Ligestillingsministeriet indsendt vores vurdering af midlernes potentiale i de enkelte afgrøder samt et foreløbigt og meget groft skøn af potentialet til at nedsætte nettotabet i marken. Der er tale om et groft skøn, da det afhænger af flere ukendte faktorer såsom effekter af alternative midler, ændrede behandlingsstrategier, udvikling af resistens mv.
Endvidere har vi fra erhvervssiden indsendt forslag til en analyse af udfordringer med bekæmpelse af skadedyr i landbrugs- og gartneriafgrøder. Muligheden for at bekæmpe skadedyr er en selvstændig og yderst kritisk problemstilling relateret til udfasningen af fluorpesticiderne, da to af de tre tilbageværende midler pt. er under revurdering. Vi risikerer altså at stå uden effektive pesticider til at bekæmpe skadedyr.
Endelig har vi fra erhvervssiden leveret input til yderligere indsatser, som, vi mener, er nødvendige for at sikre planteproduktionen med et længere sigte for øje. For det er helt klart, at på den korte bane, så er det de alternative midler til de udfasede pesticider, der kan reducere konsekvenserne. I den forbindelse har vi understreget, at det er en forudsætning, at myndighederne sikrer et effektivt godkendelsessystem samt at myndighederne koordinerer på tværs og mellem lande for at sikre vidensdeling, effektivitet og prioritering af ansøgninger mv. Herudover har vi pointeret, at der skal sikres muligheder for investering i teknologiske muligheder fx gennem tilskudsordningen til miljø- og klimateknologi (hvor runden i 2025 blev udskudt, til stor undren for L&F).
Herudover peger vi på, at der er behov for at fjerne barrierer i de dele af lovgivningen, som spænder ben for fx at udnytte potentialet i præcisionsteknikker, biologiske midler og fuld udnyttelse af IPM værktøjskassen, og vi foreslår indsatser relateret til forsøg og afprøvning af teknologi, dyrkningsstrategier og nye midler, så vi hurtigere kan få nye metoder i brug.
Desuden foreslår vi, at der findes finansiering til udvikling af nye koncepter såsom et skimmellaboratorium som innovationsmotor for nye forebyggende strategier og et nationalt center på skadedyrsområdet for at kunne håndtere dette i landbrugs- og gartneriafgrøder i fremtiden. Endvidere foreslår vi, at der udvikles et ’state of the art’ overvågnings- og beslutningsstøttesystem, der kan komme alle landmænd og rådgivere til gavn i fremtiden.
Næste skridt – vedvarende fokus på at der skal findes løsninger
Vi står nu overfor det videre arbejde i de to taskforces, og har, med nævnte indspil til Miljø- og Ligestillingsministeriet, allerede bidraget med fagligt kvalificerede bud på løsninger, også på den længere bane. Dog har møderne i de to taskforces og den politiske opfølgning herpå været sat på pause, siden der blev udskrevet valg til Folketinget, og arbejdet kan først genoptages, når en ny regering er på plads og har taget stilling hertil.
L&F fastholder vedvarende fokus på sagen, og har nyligt afholdt møde i hhv. den nedsatte TFA styregruppe og TFA følgegruppe samt besluttet at fastholde møderne med erhvervssidens deltagere i de to taskforces for at sikre fortsat tæt vidensdeling, herunder sikre løbende fælles overblik over status ift. godkendelse af nye midler. Sagen følges tilsvarende tæt i plantesektorbestyrelsen.