Landmand Søren Thomsen sammen med praktikanten Vivienne

Nyhed, 22.april 2026

Tre måneders høstprogram vokser

25 ansøgninger gør at Travel to Farm må finde flere værter, som vil have en hjælpende hånd over høsten

Som dansk landmand kan du få hjælp i høsten af en udenlandsk praktikant, for eksempel fra Østrig. Det er noget, Travel to Farm længe har tilbudt, men nu er programmet blevet så populært, at der skal findes flere værter. Antallet af ansøgere til høstprogrammet er fordoblet i starten af 2026, og der kommer stadig flere ansøgere til. Det betyder, at der skal findes nogle gode danske landmænd, som har brug for hjælp i høsten, og som har lyst til at introducere en europæisk praktikant til den danske kultur.


Én, som i mange år har modtaget praktikanter til høsten, er Søren Thomsen. Søren blev vært gennem Travel to Farm, da han ved et tilfælde så, at udvekslingsorganisationen søgte værtsfamilier i 3-månedersperioder over høsten, den tid på året, hvor han har allermest travlt. Siden da har han i flere år været vært for østrigske praktikanter, da det giver mening for både ham selv som landmand og for de unge.
– Det er den tid på året, hvor vi har mest travlt. Det er nødvendigt for os at have en ekstra medarbejder, som synes, det er fedt, og hvor det er anderledes, og de synes, det er virkelig spændende, udtaler Søren Thomsen.


Sidste sommer var Søren vært for østrigske Vivienne Furtenbacher på 17 år, som hjalp til i høsten.
– Det er dejligt, at hun arbejder hele dagen og stadig kommer hjem med et smil, og at du har en, der har lyst til at køre traktor i så mange timer og bare synes, det er spændende. Jeg føler mig privilegeret over at arbejde med sådan et ungt menneske, der kommer og er interesseret og positiv, fortæller Søren Thomsen om sin oplevelse med Vivienne.


Stor motivation driver værket 

Espen Vestergaard, som i sin tid selv har været ude at rejse gennem Travel to Farm, ønsker at give den samme oplevelse til de unge i dag.
– Jeg synes, det er sjovt [at have praktikanter, red.]. Jeg kan godt li’ det med kulturforskellene, og jeg har selv været ude, så jeg vil gerne prøve at give lidt tilbage. Jeg synes jo selv, det har været den bedste oplevelse i mit liv, og så at kunne give det til en anden, fortæller han.


Hvorfor så vælge Østrig programmet? 

 

– Jeg har valgt at have østrigere, fordi jeg synes, at det er rart, at de er under uddannelse, og de har en god tilgang til det. De fleste af dem kommer fra landbrug, og de vil gerne hjem og overtage. Det gør i mine øjne, at de er mere motiverede for at lære.


– Udfordringen med meget unge praktikanter er, at man ikke selv er 100 % effektiv, men sådan vil det altid være. De fleste af dem er rigtig gode og er også endt med at prøve at køre mejetærsker, selvom de ikke har haft mere erfaring. Men de har haft motivationen for at lære. Jeg skal også have en østriger til sommer, Johanna. Hun kommer til juni hen over høsten.

 

Der er altså en stor motivation, som driver værket, når de unge praktikanter kommer til Danmark. Og den motivation kan værterne nyde godt af. Derfor anbefaler Espen Vestergaard også at tage en østriger:

 

– Jeg har også prøvet at fortælle mine venner, der er selvstændige, at det er en mulighed, fordi selvom det kræver oplæring, så har de [praktikanterne, red.] i og med, at de kommer fra gårde derhjemme, allesammen prøvet det meste i et eller andet omfang. Det er en god hjælp. Så ja, det kan jeg godt anbefale andre. Så længe de ikke tager de gode praktikanter fra mig, fortæller Espen Vestergaard med et lille grin.