Vi skal ikke have dansk enegang om energi og gødning
Af Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer
Voldsomme prisstigninger på gødning og energi, herunder diesel, giver for tiden store panderynker hos landmænd verden over.
I første omgang er det ikke de danske landmænd, der er dårligst stillet. Vi har ofte købt ind på lidt længere kontrakter, end det er praksis i mange andre lande.
Situationen kan dog også blive alvorlig herhjemme, hvis der ikke forholdsvis snart findes politiske løsninger på konflikten i Mellemøsten. Og en diskussion om fødevarepriser og forbrugernes villighed til at absorbere dem – i øvrigt en diskussion der var meget fraværende under valgkampen fra politikernes side – kan blusse op igen.
Når vi dertil, så er det helt afgørende, at politikerne finder løsninger, så danske landmænd ikke mister konkurrenceevne.
Det er et stort ønske i mange lande, at der åbnes for nationale tilskud for at afbøde situationen. Lige nu tyder det på, at EU-Kommissionen vil åbne for muligheden. Hvis alle andre lande går den vej, så må vi også gøre det i Danmark.
Jeg ser dog langt hellere, at vi fjerner afgifter og bureaukratiske regler i stedet, så vi kan konkurrere på lige vilkår.
Uanset hvad, så skal vi ikke stilles dårligere, end vores europæiske kolleger og konkurrenter. Konkurrencen må ikke forvrides til skade for de danske landmænd, fordi nogle lande vil være mere generøse med tilskud.
Skal vi være positive og se et lyspunkt i situationen, så kan vi måske finde det i, at vi har en biogassektor, som er langt fremme sammenlignet med de fleste andre lande.
Den aktuelle krise kan forhåbentlig bidrage til, at vi får fjernet politiske barrierer og sat endnu mere gang i udviklingen.
Det vil på samme tid sikre os mere hjemmeproduceret, grøn energi og en god forsyning af næringsstoffer fra den afgassede gylle. Der er stadig et stort uforløst potentiale, så lad os nu komme i gang.