Foto: Niels Hougaard/L&F
Man kan åbenbart ikke lave aftaler med myndighederne
Af Anders Kjær, viceformand, Landbrug & Fødevarer
Lad mig begynde med et citat fra en mail fra SGAV. Den er svar på vores undren over, hvorfor der ikke gives straksudbetaling af tilskud til etablering og vedligehold af ulvesikre hegn.
”Grundet en manglende hjemmel i 2026, har styrelsen ikke haft mulighed for at forudbetale de tilsagn som bliver givet i forbindelse med den ansøgningsrunde, som var åben fra 15. december 2025 t.o.m. 28. februar 2026."
Jeg tror dårligt mine egne øjne. For det er en central del af udkommet af minitreparten om ulve, at der skal ske straksudbetaling ved tilsagn. Det har alle parter, også myndigheder og politikere, nikket til.
Det er den aftale, dyreholdere i de ulvetætte områder har handlet i tiltro til. I håb om, at de kan få hjælp til at beskytte deres dyr mod det stadigt eskalerende antal angreb fra ulve.
Men i tilsagnsbrevene er beskeden, at de nu selv skal lægge ud for udgiften, og så få pengene tilbage efterfølgende. Det er helt modsat af, da de sendte deres ansøgning, og meddeles uden varsel. Årsagen er altså ’manglende hjemmel’ til straksudbetaling. Men hvordan kan det nogensinde blive ansøgernes problem?
Det er ofte et beløb på flere millioner kroner, som det forventes at landmændene skal lægge ud. Kun et fåtal af ansøgerne vil have mulighed for at løfte finansieringen. De er slået tilbage til start.
Det er et klokkeklart aftalebrud, og et slag i ansigtet på de landmænd og organisationer, der har arbejdet med at få en ordning på plads, som skal forebygge og afbøde konsekvenserne af at have ulven i Danmark. Uden at landmændene skal gå fra hus og hjem. Det er beskæmmende, at myndigheder og politikere har så lidt styr på tingene, og at det, jeg vil kalde en forvaltningsskandale, blot kan affærdiges med at ’der mangler hjemmel’.
Hvis der gør, så må de ansvarlige sørge for at skaffe den.