Oplev det økologiske griseliv under åben himmel
På søndag den 17. maj 2026 fra kl. 10-14 inviterer 11 økologiske griseproducenter indenfor til Sofari
På søndag den 17. maj 2026 fra kl. 10-14 inviterer 11 økologiske griseproducenter indenfor til Sofari – en dag på landet med dyr under åben himmel, dialog med landmænd om dyrevelfærd og økologi samt oplevelser for hele familien.
Til Sofari kan danskerne komme helt tæt på det økologiske griseliv hos i alt 11 landmænd fordelt over hele landet. Sofari er en unik mulighed for at opleve det økologiske griseliv med egne øjne – og se, hvordan søer går rundt og græsser, bader i mudderhuller, og hvordan smågrisene roder i jorden med trynen efter orme, rødder og insekter.
Dyrevelfærd er central i den økologiske produktion
Debatten om velfærd for de danske grise har spillet en stor rolle i forårets valgkamp. Men der er langt fra holdning til handling, når forbrugerne skal træffe et valg ved køledisken. I dag udgør økologiske grise kun cirka 1 pct. af den samlede danske griseproduktion, og økologisk grisekød har i detailhandlen en markedsandel på cirka 4 pct. målt i værdi.
Når man som forbruger står ved køledisken, kan det være svært at gennemskue, hvorfor økologisk grisekød er væsentligt dyrere end konventionelt. Forskellen ses nemlig ude på gårdene – og netop derfor er Sofari en mulighed for at vise forbrugeren den dyrevelfærd, der knytter sig til den økologiske produktion.
»Vi har holdt Sofari i rigtig mange år. Det er vigtigt, at forbrugerne får mulighed for at komme ud og se den dyrevelfærd, der knytter sig til den økologiske produktion, hvis vi gerne vil have dem til at købe økologisk gris. For nede i køledisken ligner alle koteletter hinanden – bortset fra prisen,« siger Hans Erik Jørgensen, formand for Sektor Økologi i Landbrug & Fødevarer og sofari-vært igen i år på Risbjerg Landbrug på Sydfyn.
Nogle af de kvaliteter, økologien tilbyder, er blandt andet, at søer og smågrise lever udenfor, smågrise går sammen med soen i mindst 7 uger, og at slagtegrisene har god plads og halm, når de kommer på stald. Derudover har slagtegrisene mulighed for at komme udenfor, og de får masser af grovfoder, som er godt for deres maver og styrker deres trivsel.
Sofari-gårdene
Sofari-værterne er meget forskellige og giver et indblik i diversiteten i den økologiske produktion af grise. Der er store gårde med mange grise, gårde med skovlandbrug og mindre gårde med færre dyr. Nogle producenter sælger deres grise til et slagteri, nogle har gårdbutikker og andre har eget salgsselskab.
De økologiske grise er centrum på Sofari-dagen. På de enkelte gårde er der arrangeret forskellige aktiviteter for børn og voksne, og der er mulighed for at smage på produkter lavet af kød fra gårdenes egne grise.
På Sofari | Find en gård kan man læse om de forskellige gårde og se, hvad de tilbyder af aktiviteter.
Der er også arrangeret bustur til Sofari, som foregår via egenbetaling. Tilmelding foregår på Sofari.dk
Sofari arrangeres i et bredt samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Friland, Organic Pork, Tican, Økologisk Landsforening og foreningen FØKS (Foreningen for Fremme af Økologisk Kvalitetssvinekød).