Nyhed, 12.maj 2026

Større dyr skal også beskyttes mod angreb

Der skal være adgang til tilskud til ulvesikre hegn for alle græssende dyr. Det er nødvendigt med det stigende antal ulve.

Mens Landbrug & Fødevarer aktuelt arbejder for, at myndighederne overholder aftalen om straksudbetaling af tilskud til etablering og vedligehold af ulvesikre hegn, så foregår der sideløbende en indsats for også at kunne beskytte de større dyr.

Den stigende mængde ulve har betydet, at det nu ikke kun er får, der er i farezonen. Også større dyr på græs bliver angrebet. Derfor er der behov for, at ordningen om tilskud til ulvesikre hegn omfatter disse dyr, hvis ejere ellers først kan søge, efter der har været et ulveangreb.

- Vi ser, at ulvene i stigende omfang går efter større bytte, end blot får. Det rejser en ekstra udfordring, for er der tale om større dyr, så kan der som udgangspunkt ikke fås tilskud til ulvesikre hegn. Den seneste udvikling tyder på, at det meget hurtigt kan blive et stort problem for dyreholderne. Derfor arbejder vi for, at alle græssende dyr skal være omfattet af tilskudsordningen, siger Anders Kjær, viceformand i Landbrug & Fødevarer og formand for Familielandbruget.

Græssende dyr skal beskyttes

For ham er det afgørende, at der sikres mulighed for finansiering af hegn, så dyrene er mindre eksponeret mod angreb. Også selv om etablering af ulvesikre hegn ikke er en garanti mod angreb.

- Der kan ikke være tvivl om, at alle græssende dyr skal kunne ydes beskyttelse. Vi er på få år gået fra ganske få ulve til i dag at have en langt større og stadigt voksende bestand, og det i en forholdsvis afgrænset del af landet. Det er på alle måder en stor belastning for dem, der holder dyr, så det må være ligetil, at der også skal være en tilskudsmulighed til de, der holder større dyr på græs, siger Anders Kjær og fortsætter:

- Vi ved alle sammen, hvor svært det er ikke kunne sikre vores dyr mod angreb. Og når nu ulvens tilstedeværelse er en realitet, så skal der også være mulighed for at give dyrene en effektiv beskyttelse.