De seneste uger har budt på ulveangreb på heste og hunde. Det kalder på opmærksomhed og handling, mener Anders Kjær. Foto: Niels Åge Skovbo - Fokus Foto

Nyhed, 12.maj 2026

Ulvesituationen kalder på ansvarlighed

Af Anders Kjær, viceformand, Landbrug & Fødevarer og formand for Familielandbruget

De seneste uger har budt på mange historier med ulven i centrum. Heste og hunde er blevet dræbt. En mand er blevet fulgt hjem af seks ulve, og måtte affyre skræmmeskud for at jage dem væk.

Udviklingen kan kun beskrives som dybt bekymrende, mener Anders Kjær, viceformand i Landbrug & Fødevarer og formand for Familielandbruget.

- Jeg kan ikke se det på andre måder. Der går dårligt en dag, uden en ny sag med angreb på dyr, eller hvor mennesker er bragt i en utryg situation. Det er en situation, der eskalerer og som kalder på opmærksomhed og handling fra de ansvarlige myndigheder og politikere. Det nytter ikke at gemme sig bag direktiver. Situationens alvor understreges af, at vi kan se frem til en ulvebestand, der kommer til at stige markant. Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum har tidligere estimeret, at vi potentielt kan få over 200 dyr. Til sammenligning har Sverige på sigt fastsat et mål for bestanden på cirka 170 ulve for hele landet - det vil sige på et areal, der er omkring 15 gange større end Jylland, siger Anders Kjær.

Folkestemningen rykker

Han påpeger alvoren i alle de sammenhænge, hvor han har dialog med politikere, og fornemmer, at de mange historier flytter folkestemningen.

- Det er mit klare indtryk, at der er en stigende forståelse, bredt i befolkningen, for, at menneskene i de ulvetætte områder, med og uden dyr, ikke skal samle regningen op og tåle massive gener. Jeg hæfter mig for eksempel ved en leder i Berlingske forleden, hvor det hedder: ”Ingen borgere i Danmark burde leve et liv, hvor deres frihed og livskvalitet begrænses af frygt for ulve. Det skal lovgivningen afspejle”.

- Det er et godt eksempel på, at der flyttes noget i denne tid. Selv på afstand kan alle se, at selvfølgelig skal man ikke føle sig berettiget utryg ved at gå en tur i skoven, eller frygte for at se til sine heste, fordi de potentielt kan være dræbt af ulve. Det er en sag, som jeg bruger rigtig meget tid på, for den påvirker så mange af os. Både landmænd og folk, der bare bor eller færdes på landet, siger Anders Kjær.

Dybt uordentligt

Mens han ser en stigende folkelig forståelse for, at der skal handles mod ulveplagen, så er han både vred og forundret over, at myndighederne løber fra en klar aftale om straksudbetaling af tilskud til etablering og vedligehold af ulvesikre hegn. Ulvesikre hegn anerkendes bredt som et centralt redskab til at forebygge ulveangreb.

- En række ansøgere har fået tilsagn fra SGAV, men det er understreget, at de selv skal lægge ud. Altså ingen straksudbetaling. Det er i klar modstrid med den aftale, der er indgået i minitreparten om ulve. Det er dybt problematisk, og helt uanstændigt i forhold til de landmænd, der har søgt i forventning om, at en aftale med myndighederne selvfølgelig er noget, man kan regne med, siger Anders Kjær.

Den eneste melding fra SGAV til Landbrug & Fødevarer er indtil videre, at der ’ikke er hjemmel’ til at foretage straksudbetaling.

- Det bliver ingen jo klogere af, og det kan og må aldrig blive ansøgernes problem. Vi har lige nu ingen regering, men det kan ikke være rigtigt, at myndigheder og politikere går ind i en aftale, og så ikke respekterer den. Det er dybt uordentligt, og svækker i den grad vores tillid til systemet. Landmændene køber jo i den grad ind på ordningen. I den seneste ansøgningsrunde er der sendt ansøgninger for 69,5 mio. kr. Det viser vores vilje til at beskytte dyrene, siger Anders Kjær.

Tak ja til tilsagn

Til trods for betingelsen om egenfinansiering i første omgang, så råder Landbrug & Fødevarer til at takke ja, hvis man har fået tilsagn om tilskud. Det vil kunne få negative konsekvenser at takke nej. Også selvom man måske ikke har mulighed for at finansiere hegnet.

- Takker du nej, så kan det få betydning for retten til kompensation i tilfælde af ulveangreb. Derfor er det kloge træk at takke ja, og, og i forlængelse heraf udskyde indkøb og opsætning til der er skabt klarhed om ordningen. Det er selvsagt noget, vi bruger mange kræfter på i denne tid. Aftalen skal tilbage på sporet, så den lever op til ordlyden. Alt andet er helt urimeligt, siger Anders Kjær.